I dag er INCUBA stadig hjemsted for virksomheder fra USA, f.eks. én af verdens største teknologivirksomheder Microsoft, der siden 2018 også har haft deres udviklingsafdeling i INCUBA Katrinebjerg. Her arbejder mere end 50 medarbejdere med tech-innovation.
I tillæg til at placere deres forskning og udvikling i INCUBA, er der også rig mulighed for opkøb fra amerikanske tech-giganter. Den amerikanske virksomhed, Xamarin, købte i 2013 aarhusianske LessPainful og afdelingen i Aarhus voksede de følgende år fra 2 til 14 mand. Selvsamme Microsoft købte i april 2016 Xamarin for yderligere udvikling i den aarhusianske afdeling, som har udviklet et værktøj, der lader udviklere udvikle apps til både iOS, Android og Windows med den samme C# kode.
Et andet eksempel på en virksomhed i INCUBA, der er blevet opkøbt af et stort amerikansk selskab, er den aarhusianske spinout-virksomhed Sepior, der er baseret i INCUBA Navitas. Siden stiftelsen af Sepior i 2014 har grundlæggerne været 100 % fokuserede på deres fælles passion:
Krydsfeltet mellem tung viden og innovativ teknologi, som gjorde dem til verdensmestre i MPC-baseret kryptografisk key management. I 2022 blev Sepior bl.a. derfor opkøbt af den ledende amerikanske virksomhed inden for blockchain, nemlig Blockdaemon fra Silicon Valley.
Virksomheden blev derfor til Sepior by Blockdaemon, som nu arbejder 100 % med blockchain og kryptovaluta til b2b-kunder. Læs mere om matchet med amerikanske Blockdaemon her. Med en baggrund fra datalogi, kryptoforsker-gruppen på Aarhus Universitet, og flere års tilknytning til Alexandra Instituttet er det tydeligt, at Sepiors fundament er bygget på et stærkt, videnstungt IT-miljø – hvilket også er én af INCUBAs byggesten, som udenlandske virksomheder ser både værdi, muligheder og fremtid i.
En anden virksomhed med base i INCUBA Navitas, Unsilo, blev i 2020 opkøbt af indiske Cactus Communications, der er leverandør af videnskabelig kommunikation. Unsilo var en startup-softwarevirksomhed med services indenfor kunstig intelligens (AI) og Natural Language Processing (NLP) med speciale i text mining, lingvistik og datascience, stiftet af Mads Rydahl og Thomas Laursen. Det kan du læse mere om her.