Re-Claim sikrer ny kapital og tager næste skridt mod markedet

Startup-virksomheden Re-Claim i INCUBA har rejst 1,4 mio. kr. til pilotproduktion og er nu klar til næste skridt mod markedet for deres barkbaserede byggemateriale.

Finansieringen kommer fra Norlys og Boligfonden Kuben, der hver bidrager med 200.000 kr., samt 1 mio. kr. i medfinansiering gennem Realdanias program Innovation til Marked. Samlet markerer det et vigtigt skridt i overgangen fra laboratorie til skalerbar produktion.

Med investeringen etablerer Re-Claim en 150 m² pilotproduktionslinje, hvor virksomheden skal modne produktionen og opbygge den dokumentation og proceskontrol, der kræves for ETA- og CE-certificering.

“Det her er et afgørende skridt for os. Vi går fra at have en stærk prototype til at kunne dokumentere og levere i praksis. Pilotproduktionen gør det muligt at reducere risikoen for bygherrer og rådgivere og omsætte interesse til konkrete projekter,” siger Frederik Ankjær, COO i Re-Claim.

Re-Claim arbejder med at upcycle bark fra træindustrien til et biogent byggemateriale med lavt klimaaftryk og høj holdbarhed. Med pilotproduktionen er målet at levere til de første projekter i efteråret 2026 og samtidig etablere en lokal værdikæde, hvor restressourcer får nyt liv i byggeriet.

Frank Jensen, Frederik Ankjær & Alex Quach fra Re-Claim, og Flemming Jensen fra Søren Jensen A/S

Hos INCUBA ser man udviklingen som et stærkt eksempel på, hvordan forskning og innovation kan omsættes til konkrete løsninger:

“Re-Claim er et godt eksempel på, hvordan nye materialeløsninger kan bevæge sig fra idé til marked, når de rette rammer og samarbejder er på plads. Det kræver både tålmodighed, faglig tyngde og adgang til de rigtige kompetencer undervejs,” siger Jacob Doktor Mogensen, adm. direktør i INCUBA.

Re-Claim er en del af INCUBA og StartupLab Byg, hvor virksomheden arbejder tæt sammen med både rådgivere og andre startups i udviklingen af fremtidens byggematerialer.

Læs mere om startups i INCUBA