Institut for Datalogi og INCUBA baner vej for fremtidens IT-virksomheder
Institut for Datalogi på Aarhus Universitet er blandt verdens førende og er internationalt anerkendt for sin forskning inden for en bred vifte af datalogiske områder, herunder kunstig intelligens, algoritmer og cybersikkerhed. Ifølge csrankings.org er instituttet nr. 2 i verden inden for kryptografi og nr. 5 inden for programmeringssprog. Dette stærke faglige fundament tiltrækker både forskere og studerende fra hele verden.
I dag studerer cirka 800 studerende på instituttet og i 2025 lanceres to nye internationale bacheloruddannelser, Computer Science og IT Product Development, som forventes at tiltrække endnu flere IT-studerende til Aarhus.
Derudover bliver det muligt at tage en erhvervskandidat i datalogi, hvor den studerende kombinerer kandidatstudiet med relevant arbejde i en IT-virksomhed.
Instituttet har et tæt samarbejde med erhvervslivet, som i høj grad efterspørger instituttets kandidater. Gennem disse samarbejder bidrager instituttet aktivt til innovation og vækst i samfundet.
Nye ideer opstår ofte fra den innovative forskning, der foregår på Institut for Datalogi, og flere af disse ideer udvikles til virksomheder. Den fysiske lokation tæt på INCUBA, et af de største iværksættermiljøer i Aarhus, er en stor fordel for forskerne, da mange projekter involverer erhvervspartnere for at sikre, at de udviklede løsninger kan implementeres i den virkelige verden.