Ny millionbevilling bringer håb om at stoppe Parkinsons sygdom

Aarhus styrker endnu engang sin position inden for life science og sundhedsinnovation. Med en bevilling på 26,7 mio. kr. fra Innovationsfonden til DESYNA-projektet tager INCUBA-virksomheden Draupnir Bio et vigtigt skridt i udviklingen af en ny type behandling af Parkinsons sygdom.

Projektet gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet og har til formål at udvikle behandlinger, der kan fjerne og forhindre spredningen af et skadeligt protein i hjernen - den grundlæggende årsag til sygdommen.

"Dette projekt kan bringe os helt tæt på en behandling, der reelt ændrer sygdommens forløb. Hvis det lykkes, vil det være første gang, man direkte fjerner den proteinophobning i hjernen, som driver Parkinsons sygdom," siger Simon Glerup, Co-founder og CSO i Draupnir Bio samt projektleder for DESYNA.

Team Draupnir Bio

Et opgør med sygdommens årsag

I dag er behandlingen af Parkinsons sygdom primært rettet mod at lindre symptomer. Selve sygdomsudviklingen kan man endnu ikke bremse.

DESYNA-projektet tager en anden tilgang. Her arbejdes der målrettet med at adressere den mekanisme, der driver sygdommen.

Fokus er på proteinet alfa-synuclein (α-syn), som hos patienter ophobes i hjernen og danner giftige klumper. Disse ophobninger beskadiger nervecellerne og spreder sig gradvist i hjernen.

Den nye behandling er udviklet til at identificere og nedbryde disse ophobninger, før de spreder sig yderligere. Ambitionen er dermed ikke blot at lindre symptomer, men at ændre sygdommens udvikling.

Det rummer et markant potentiale: nye behandlingsmuligheder, bedre livskvalitet for patienter og et muligt gennembrud i håndteringen af neurodegenerative sygdomme.

Draupnir Bio er en del af INCUBA Skejby med egne laboratorier

Samspil mellem biotek og forskning

DESYNA bygger på et tæt samarbejde mellem Draupnir Bio og Aarhus Universitet, hvor avanceret teknologi til målrettet proteinnedbrydning kombineres med dyb forskningsindsigt i Parkinsons sygdom.

Behandlingen fungerer ved først at binde sig til de skadelige proteinophobninger og derefter aktivere cellernes eget system til at nedbryde og fjerne dem.

Professor Daniel Otzen fra Aarhus Universitet uddyber:

"Vi ved, at ophobning af alfa-synuclein er helt central for Parkinsons sygdom. Ved at gå målrettet efter denne proces kan vi forhåbentlig gøre mere end at behandle symptomer – vi kan ændre selve sygdommens udvikling. Det giver et helt nyt håb for patienter og deres familier."

Over de kommende tre år vil forskerne udvikle både injektionsbehandlinger og tabletbaserede lægemidler med henblik på at have præklinisk testede kandidater klar til næste fase i 2029.

Samarbejde på tværs i INCUBA

Draupnir Bio er en del af life science-miljøet i INCUBA Skejby, hvor virksomheden arbejder tæt på både forskningsmiljøer og klinisk praksis.

Den daglige nærhed til andre virksomheder, forskere og sundhedsaktører skaber gode muligheder for sparring og samarbejde på tværs. Det gør det lettere at teste idéer, kvalificere løsninger og bringe forskningen videre mod konkret anvendelse.

"At være en del af miljøet i INCUBA giver os mulighed for at være tæt på både forskningsmiljøer og klinisk praksis. Det giver en god ramme for samarbejde og videndeling i det daglige arbejde," siger Simon Glerup.

I INCUBA arbejder virksomheder, hospital og universitet side om side. Det giver et fælles udgangspunkt for at udvikle nye løsninger, hvor viden hurtigt kan deles og bringes i spil.

Simon Glerup, Camilla Gustafsen & Line Slemming, Draupnir Bio

Et skridt tættere på fremtidens behandling

Med en bevilling på 26,7 mio. kr. fra Innovationsfonden og et samlet projektbudget på 36,4 mio. kr. går Draupnir Bio nu ind i en afgørende fase i udviklingen af deres teknologi.

Projektet understreger samtidig, hvordan stærke forskningsmiljøer og virksomheder i fællesskab kan skabe løsninger med potentiale til at gøre en reel forskel for patienter verden over.

"Det her projekt er et stærkt eksempel på, hvordan samarbejdet mellem forskning og virksomheder kan føre til gennembrud inden for nogle af de mest komplekse sygdomme. I INCUBA arbejder vi målrettet med at bringe de miljøer tættere sammen, og projekter som dette viser det niveau og potentiale, der er i life science-miljøet i Aarhus," siger Jacob Doktor Mogensen, CEO i INCUBA.

  • 26,7 mio. kr. fra Innovationsfonden
  • 36,4 mio. kr. samlet budget
  • 3-årigt forskningsprojekt
  • Samarbejde mellem Draupnir Bio og Aarhus Universitet
  • Udvikler behandlinger, der nedbryder skadelige proteinophobninger i hjernen
To INCUBA-virksomheder, ARCEDI og Draupnir Bio, har modtaget millionstøtte til forskning, der kan flytte grænserne inden for henholdsvis fosterdiagnostik og behandling af Parkinsons sygdom.