LevitaCare fra INCUBA Next Level får investering fra Delphinus Venture Capital
LevitaCare er en del af Founder Hub i INCUBA Next Level og udvikler en løsning, der giver støtte og lindring til bækkenbunden efter vaginal fødsel. Investeringen skal bringe virksomheden tættere på markedet og understøtte den videre produktudvikling frem mod lancering i 2026.
Et overset folkesundhedsproblem
Hvert år føder omkring 60.000 kvinder i Danmark. Langt de fleste oplever gener som smerter og tyngdefornemmelse i bækkenbunden umiddelbart efter fødslen som følge af overbelastet væv og muskulatur. På længere sigt rammes op mod 50 procent af kvinder, der har født vaginalt, af efterfødselsgener som nedsynkning og inkontinens – med betydelige konsekvenser for både livskvalitet, arbejdsliv og selvværd.
Alligevel bliver området ofte bagatelliseret, og mange kvinder oplever, at der mangler både sprog, anerkendelse og konkrete behandlingsmuligheder.
Det er en problematik, som overlæge og ph.d. i urogynækologi Karl Møller Bek har set på nært hold gennem mere end fire årtiers klinisk arbejde.
“Jeg har mødt utallige kvinder, der kommer med en klar fornemmelse af, at noget er gået i stykker – og som får at vide, at de bare skal lave knibeøvelser eller vente. Hvis en fodboldspiller får en muskelskade, støtter man helingen med kompression. Det samme princip burde være helt naturligt at anvende efter en fødsel,” siger han.
Fra klinisk indsigt til konkret løsning
Med afsæt i den kliniske erfaring har Karl Møller Bek sammen med CEO Matilde Fevre, jordemoder Eva Dimon og ingeniør Mads Østergaard udviklet LevitaCares løsning til kvinder med efterfødselsgener i bækkenbunden. Produktet er udviklet i tæt dialog med kvinder, der selv lever med generne.
“Efterfødselsgener er ikke et nicheproblem. Halvdelen af verdens befolkning føder børn, og mange kvinder lever med gener efterfølgende. Når man kan udvikle en løsning, der både gør en reel forskel for kvinder og adresserer et globalt, strukturelt overset marked, er der et meget stort forretningspotentiale,” siger Matilde Fevre.
Teamet bag LevitaCare kombinerer klinisk ekspertise, jordemoderfaglig viden og avanceret produktudvikling med en klar ambition om at flytte kvinders sundhed højere op på både sundheds- og investeringsdagsordenen.
Kvinders sundhed er massivt underinvesteret
På trods af at kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning, går kun omkring seks procent af private investeringer inden for sundhed i dag til kvinders sundhed. Det fremgår af en ny rapport fra World Economic Forum og Boston Consulting Group.
Det er en tendens, som Delphinus Venture Capital aktivt vil være med til at ændre.
“Kvinders sundhed er et strukturelt underinvesteret område. Dels fordi investormiljøet historisk ikke har afspejlet målgruppen, og dels fordi emner som efterfødselsgener længe har været tabubelagte og manglet et fælles sprog. Når de barrierer begynder at falde, åbner der sig et stort kommercielt og samfundsmæssigt potentiale,” siger Katrine Haahr Riisberg, Investment Associate i Delphinus Venture Capital.
Når Founder Hub og Investor Hub mødes
Investeringen i LevitaCare er samtidig et konkret eksempel på samspillet mellem startups og investorer i INCUBA Next Level, hvor Founder Hub og Investor Hub er samlet under samme tag.
Her mødes kapital, kompetencer og community i hverdagen og ofte i uformelle rammer, hvor relationer opstår, idéer kvalificeres og investeringer tager form.
“Når startups og investorer er en del af det samme miljø, opstår der en anden form for dialog og forståelse. Det gør vejen fra idé til investering kortere og mere kvalificeret. LevitaCare og Delphinus Venture Capital er et stærkt eksempel på, hvordan viden, kapital og fællesskab kan spille hinanden bedre,” siger Jacob Doktor Mogensen, CEO i INCUBA.
For LevitaCare betyder investeringen et afgørende skridt mod markedet. For Delphinus Venture Capital er det en mulighed for at støtte en løsning, der kombinerer stærk klinisk indsigt, et tydeligt samfundsbehov og et betydeligt globalt marked.