Det næste skridt for Aarhus som tech-by
Tech er med andre ord ikke længere en afgrænset branche, men et grundlæggende konkurrenceparameter for store dele af erhvervslivet.
Færre nye startups i et stærkt økosystem
Midt i denne styrkeposition tegner der sig dog et tydeligt paradoks. Antallet af nye IT-startups i Aarhus er på det laveste niveau i over et årti. Det udfordrer den langsigtede fødekæde for vækst, eksport og jobskabelse.
Rapporten fra Tech City Aarhus peger på, at mens antallet af nye virksomheder er faldet, er effekten fra de virksomheder, der overlever, til gengæld høj. Tech-startups, der kommer igennem de første år, skaber markant flere jobs end virksomheder i andre brancher.
Læs mere om udviklingen i rapporten Transformations in Tech – An Overview of Aarhus’ Tech Scene.
Kapitalen er der, men ikke altid tidligt nok
Aarhus tiltrækker en betydelig andel af den danske venturekapital, og langt størstedelen investeres i tech-virksomheder. Ifølge rapporten er omkring 88 procent af ventureinvesteringerne i Aarhus rettet mod tech, og byen tiltrækker cirka 16 procent af den samlede danske venturekapital inden for teknologi.
Samtidig viser udviklingen, at kapitalen primært finder vej til virksomheder, der allerede har bevist deres forretningsmodel. Det efterlader et kendt spænd i de tidlige faser, hvor mange teknologiske idéer har svært ved at tage skridtet fra prototype til skalerbar virksomhed.
Her spiller samspillet mellem startups, investorer og understøttende miljøer en central rolle. I INCUBA Next Level sidder startups og investorer side om side i hverdagen, blandt andet med aktører som Delphinus Venture Capital. Det giver kortere afstande og mere kvalificeret dialog tidligt i virksomhedernes udvikling.
Job skabes, når virksomheder overlever og skalerer
Jobskabelsen i tech sker i særlig grad, når virksomheder når et vist modenhedsniveau. Det er ikke de helt nye startups, men de virksomheder, der har været i gang i nogle år, har overlevet de første kritiske faser og er begyndt at skalere deres forretning, der står for den største beskæftigelseseffekt.
Det ses også blandt virksomheder i INCUBA, hvor eksempler som Partisia, Kvantify, MedicQuant, Mindway, Teitur Trophics og Minds and Co over de seneste år har udvidet deres organisationer og skabt nye, højt specialiserede arbejdspladser.
Det peger på en central pointe: Udfordringen er ikke kun at få flere startups i gang, men i lige så høj grad at sikre, at de virksomheder, der allerede er etableret, får mulighed for at vokse videre. Job skabes, når virksomheder overlever længe nok til at skalere. Det kræver adgang til kapital, kompetencer og rammer, der understøtter næste fase.
Næste skridt, sammen
Aarhus’ position som tech-by er stærk, men ikke selvkørende. Den skal løbende understøttes gennem fokus på hele kæden – fra iværksætteri og kapital til skalering og jobskabelse.
Det er her, næste skridt skal tages. Sammen.