Aarhus styrker sin position som biotech hub med ny millionbevilling

Aarhus markerer sig endnu engang som et stærkt internationalt epicenter for life science og sundhedsinnovation. Med en ny Grand Solutions-bevilling på 24 mio. kr. fra Innovationsfonden til GENIUS-projektet tager en af INCUBAs virksomheder, ARCEDI, et afgørende skridt mod at forme fremtidens fosterdiagnostik.

Projektet er et samarbejde mellem ARCEDI, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital og har et ambitiøst mål: At udvikle en ny generation af non-invasiv foster screening, der allerede fra uge 9 kan give gravide direkte genetisk indsigt i deres fosters sundhedstilstand – helt uden risiko.

"Er min baby OK? Det er det spørgsmål, alle gravide stiller. Vi arbejder på at kunne give et tidligt og præcist svar ved hjælp af en simpel blodprøve fra den gravide. Omkring 2 % af alle graviditeter er påvirket af alvorlig genetisk sygdom, og over halvdelen af disse opdages først efter fødslen. Det vil vi forbedre. Så for os handler det om tidligere opsporing. Det handler om informerede valg. Og det handler om at kunne sætte ind med den rette medicinske behandling så tidligt som muligt – i nogle tilfælde allerede under graviditeten eller kort efter fødslen," siger Mads Tang Dalsgaard, CEO i ARCEDI.

Mads Tang Dalsgaard, Maiken Kristensen & Lotte Hatt, Arcedi

Fra risikovurdering til reel genetisk indsigt

I dag bygger de første undersøgelser og den tidlige risikovurdering i graviditeten på statistiske beregninger. Med GENIUS-projektet arbejder man i stedet mod at få præcis og fuld genetisk information – alene baseret på fosterets faktiske biologi. Kernen i teknologien er ARCEDIs metode til at identificere, isolere og analysere intakte fosterceller i moderens blod. Det giver mulighed for langt mere detaljeret diagnostik end eksisterende metoder og åbner samtidig for ny viden om, hvordan både morens og fosterets genetik påvirker medicinomsætning og behandling under graviditeten.

Perspektiverne er betydelige: Mere præcis screening, bedre beslutningsgrundlag for den gravide og nye muligheder for personlig medicin under graviditet. Over halvdelen af gravide kvinder bruger medicin, men genetiske forskelle, som kan have stor betydning for både behandlingseffekt og sikkerhed for fosteret, indgår sjældent i behandlingsvalg i dag.

ARCEDI er verdensledende inden for cellebaseret non-invasiv fosterdiagnostik og har allerede opbygget en stærk IP-position på området.

Fra forskning til klinisk anvendelse

GENIUS bygger på mere end ti års forskning og ledes af professor i genetik Ida Vogel fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Projektet involverer desuden førende forsker professor Lars Henning Pedersen fra afdeling for kvindesygdomme og fødsler og er et eksempel på, hvordan tæt samarbejde mellem forskning, klinik og virksomhed kan accelerere udviklingen af nye sundhedsløsninger.

ARCEDI har allerede taget de første skridt mod markedet med deres kommercielle test, EVITA TEST Complete, som i dag tilbydes i privat regi. Med den nye bevilling er målet at løfte teknologien yderligere og bringe avanceret, non-invasiv screening ud til langt flere gravide og vise den værdi det bringer – potentielt set som verdens bedste prænatale screening til alle danske gravide.

Mads Tang Dalsgaard, CEO & Lotte Hatt, SCO, Arcedi, INCUBA Skejby

INCUBA som ramme for samarbejde og acceleration

ARCEDI er baseret i INCUBA Skejby, hvor de er en del af et stærkt life science-miljø i direkte nærhed til Aarhus Universitetshospital.

Den fysiske nærhed mellem virksomhed, klinik og forskning har haft stor betydning for udviklingen. Den tætte dialog med klinikere og patienter, den hurtigere omsætning af forskning til praksis og det stærke tværfaglige samarbejdsmiljø er alle centrale elementer.

"At være en del af INCUBA i Skejby giver os en helt særlig adgang til både forskningsmiljøer og klinisk praksis. Det betyder, at vi kan udvikle og teste vores teknologi i tæt samspil med dem, der skal bruge den, og dermed accelerere vejen fra forskning til reel anvendelse," siger Lotte Hatt, Chief Scientific Officer i ARCEDI.

I INCUBA arbejder startups, forskere og virksomheder side om side med et fælles mål om at udvikle og modne nye løsninger til sundhedsvæsenet. GENIUS-projektet er et tydeligt eksempel på, hvordan netop dette samspil kan skabe resultater med internationalt potentiale.

To INCUBA-virksomheder, ARCEDI og Draupnir Bio, har modtaget millionstøtte til forskning, der kan flytte grænserne inden for henholdsvis fosterdiagnostik og behandling af Parkinsons sygdom.

Et vigtigt skridt mod næste generation af sundhedsteknologi

Med bevillingen på 24 mio. kr. fra Innovationsfonden går ARCEDI ind i en ny fase, hvor teknologien bevæger sig fra forskningsbaseret innovation mod bredere klinisk anvendelse.

Samtidig understreger projektet, hvordan virksomheder i INCUBA er med til at omsætte stærk forskning til konkrete løsninger, der ikke blot skaber værdi lokalt, men også har potentiale til at sætte nye standarder globalt.

"Det her projekt er et stærkt eksempel på, hvad der sker, når forskning, klinik og virksomheder arbejder tæt sammen. I INCUBA ser vi hver dag, hvordan den type samarbejde kan accelerere udviklingen af nye løsninger, og GENIUS-projektet har et potentiale, der rækker langt ud over Aarhus og Danmark," siger Jacob Doktor Mogensen, CEO i INCUBA.

  • Forskningsprojektet GENIUS har modtaget 24 mio. kr. fra Innovationsfonden til forskning i tidlig, non-invasiv genetisk diagnostik i graviditeten
  • 32 mio. kr. samlet budget
  • 4-årigt forskningsprojekt
  • Samarbejde mellem ARCEDI, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital
  • INCUBA Skejby er en del af et af Danmarks mest vidensintensive områder inden for life science, sundhed og biotech og danner ramme for virksomheder, der arbejder tæt sammen med både forskning og klinisk praksis.
  • Et stærkt life science-miljø: INCUBA Skejby huser en række ambitiøse virksomheder og aktører inden for biotech, pharma og health, herunder blandt andre:
    • ARCEDI
    • Draupnir Bio
    • NMD Pharma
    • MedicQuant
    • Kripthonite Therapeutics
    • Medicus Engineering
    • Teitur Trophics
      Derudover er forsknings- og vidensinstitutioner som Aarhus Universitet (Institut for Klinisk Medicin) og klyngeorganisationer en del af miljøet.
  • Unik placering: INCUBA Skejby ligger i direkte tilknytning til Aarhus Universitetshospital, Skandinaviens største hospital, og er en del af et stærkt life science-miljø med aktører som VIA University College, Aleris Hamlet og MedTech Innovation Consortium.
  • Faciliteter: Virksomheder har adgang til moderne kontormiljøer samt fælles laboratoriefaciliteter med både cellelaboratorier og avanceret udstyr. Derudover er der adgang til shared labs og en lab shop med nødvendige produkter til daglig drift.
  • Et stærkt community: INCUBA Skejby samler startups, scaleups og etablerede virksomheder i et tæt samarbejdsmiljø med fokus på vidensdeling, sparring og vækst. Den fysiske nærhed til forskere, klinikere og andre virksomheder gør det muligt at accelerere udviklingen fra idé til løsning.