Stolthed, fællesskab og lokalt fokus: Hør fra vinderne af INCUBA-prisen 2025
Formalize – en startup drevet af sammenhold og ambition
På få år er Formalize gået fra en tidlig idé til en international virksomhed med kontorer i fire europæiske byer. Med rødder i Aarhus har teamet skabt en platform, der gør compliance og juridisk automatisering langt mere tilgængeligt for virksomheder på tværs af brancher.
Men bag tallene og væksten står et hold, der har kæmpet hårdt for at finde det rigtige produkt og den rigtige vej.
»Det betyder faktisk en hel del at vinde den her pris. Den interne anerkendelse betyder noget – og det at kunne give det videre til teamet. Vi har mange lange arbejdsdage, så det er dejligt, at det vi laver, bliver anerkendt. Vi har en stolthed, og som medarbejder hos os får man noget på sit CV. Det er dejligt at kunne give det videre,« siger Jakob Lilholm, CEO og co-founder af Formalize.
Juryen fremhæver Formalize for at have vist modet til at tilpasse sig, vokse internationalt og samtidig bevare det lokale afsæt i Aarhus, hvor virksomheden har rekrutteret og fastholdt et stærkt team af specialister.
Stefan Rosenlund – en investor med rødder og rækkevidde
Som stifter af Dreamers Collective og tidligere CEO i Zitcom har Stefan Rosenlund gennem årene sat sit tydelige præg på det østjyske startup-økosystem.
Hans tilgang til investering handler om mere end kapital. Den handler om håndværk, erfaring og at bygge noget, der kan holde.
»Jeg er mega Aarhus-fokuseret, og det her er en lokal pris. At det lykkedes at vinde prisen i år føles sindssygt fedt. Jeg bygger både mine investeringsaktiviteter og en platform for andre stiftere, så jeg kan bruge prisen som et stempel – men også et bevis på, at jeg kan noget håndværksmæssigt. Det er topfedt,« fortæller Stefan Rosenlund.
Med sin dedikation til Aarhus og ønsket om at få flere fra Aarhus til at investere i Aarhus, er han ifølge juryen et forbillede for andre investorer, der ønsker at kombinere lokalt engagement med international ambition.
En pris, der løfter mere end vinderne
INCUBA-prisen blev stiftet for at hylde de founders og investorer, som gør en forskel i det midtjyske økosystem – og som inspirerer andre gennem deres resultater og tilgang.
For Jacob Doktor Mogensen, adm. direktør i INCUBA, handler prisen i sidste ende om fællesskab og fremdrift:
"Når vi anerkender dem, der går forrest, styrker vi hele fundamentet for økosystemet. Formalize og Stefan Rosenlund viser, hvad der sker, når ambition, samarbejde og lokal forankring går hånd i hånd – og det er præcis den energi, INCUBA-prisen ønsker at sætte spot på."