MultiBiopsy: Optimering af lungebiopsier med innovativ teknologi
Med fokus på CT-vejledte lungebiopsier har virksomheden udviklet en innovativ biopsipistol, der kan optimere diagnosticeringen af lungekræft. Sammen med William Ludvigsen, proces- og innovationsingeniør fra DTU, har Kristian finpudset designet for at forbedre resultaterne for lungeradiologer. Biopsipistolen gør det lettere at tage præcise vævsprøver, især fra små og svært tilgængelige knuder, og er et vigtigt skridt mod bedre diagnosticering og behandling af lungekræft.
MultiBiopsy har også udviklet et træningsfantom, der simulerer realistiske scenarier for lungebiopsier. Denne træningsdukke hjælper radiologer med at forfine deres teknikker, hvilket kan føre til mere præcise undersøgelser og færre patientkomplikationer. Deres kernefokus er nu rettet mod videreudviklingen af en patenteret biopsinål, som kan forbedre effektiviteten af lungebiopsier.
En del af INCUBA: Vækst, netværk og muligheder
At være en del af INCUBA har haft stor betydning for MultiBiopsy's udvikling. Ifølge Kristian Horsager har overgangen fra hjemmekontor til et professionelt miljø givet dem adgang til vigtige værktøjer og ressourcer til at skalere virksomheden. ”INCUBA giver os en masse værktøjer til at forbedre skaleringsprocessen, de hjælper os og ønsker, at vi bliver til noget. Vi er en del af noget større, hvor man kan sparre med hinanden,” siger Kristian.
MultiBiopsy er også blevet en del af INCUBA StartupLab gennem Innovationsfondens Innofounderprogram og har også modtaget funding fra Beta Health. Med adgang til netværk og arrangementer som Gin & Tech har virksomheden fået muligheder for at teste deres prototype og præsentere deres løsninger for investorer og samarbejdspartnere. William Ludvigsen fremhæver, at INCUBA’s miljø fungerer som en ”sandkasse for udvikling,” hvor de kan teste deres hypoteser og opbygge deres teknologi i fleksible rammer, som kan tilpasses virksomhedens vækst.