“En af tidens største trusler rummer en milliard­mu­lighed for ny industri”

Debatindlæg af INCUBAs bestyrelse bragt i Børsen den 21. november 2024. Cybertruslen er virkelig, men det er vækstmuligheden i cybersikkerhed også. I Danmark står vi med stærke kort på hånden, hvis vi tør investere.

I Børsens 18. november kunne man læse, at topcheferne i en række af landet største banker nu råber vagt i gevær som følge af en kraftig stigning i antallet af cyberangreb. Og de store banker står langt fra alene med den udfordring.

Ifølge TDC Erhverv har halvdelen af landets store virksomheder været ramt af cyberangreb, og ifølge rapporten Digital Sikkerhed i Danske smv’er oplevede knap 30 pct. af smv’erne it-sikkerhedshændelser i 2021. Den andel er efter alt at dømme højere i dag.

Desuden ser vi et skærpet fokus på at beskytte vores kritiske infrastruktur såsom transportsektoren og vores energi- og vandforsyning mod netop cyberangreb.

Det kan med andre ord lige så vel være et cyberangreb som traditionelle krigshandlinger, der betyder, at vi danskere får brug for vores prepping-forråd. Cybersikkerhed er altså en central del af det danske beredskab, hvilket også blev understreget af, at Center for Cybersikkerhed blev en del af det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, der så dagens lys ved udgangen af august.

Men denne alvorlige situation rummer også en mulighed. Den danske cybersikkerhedsindustri kan ifølge en ny analyse fra Deloitte vokse til hele 13 mia. kr. inden for fem-ti år. Det vil være en fordobling af omsætningen i industrien, der i dag beskæftiger 10.000 ansatte.

Økosystem er afgørende

Årsagen er, at vi gennem årene har opbygget nogle af verdens førende forskningsmiljøer i cybersikkerhed på universiteterne, hvor idéerne til fremtidens iværksættere ofte udklækkes.

I dag er branchen særligt koncentreret i København og Aarhus. I Aarhus findes Danmarks største it- og tech-innovationsmiljø i regi af IT-campus Katrinebjerg med Institut for Datalogi, men også Security Tech Space, et konsortium bestående af over 80 partnere, der fungerer som en vigtig vidensplatform for cybersikkerhed.

Security Tech Space understøtter industrien ved at samle forskere, virksomheder og offentlige aktører om at udvikle og teste innovative sikkerhedsløsninger, hvilket er afgørende for både vækst og robusthed i den danske cybersikkerhedsbranche.

I dette økosystem er vi nu i fuld gang med at styrke broen mellem forskning og erhvervsliv og ikke mindst mellem grønne iværksættere og fremadstormende inspirationskilder.

Den 21. november udvider vi vores forskerpark med Incuba Next – et nyt 18-etagers epicenter for cybersikkerhed og it-innovation, hvor nogle af branchens nye stjerner kommer til at bo side om side og ikke mindst lige midt i en samlet IT-campus.

Konkret er det eksempelvis virksomheder som Coana, CrowdStrike og Partisia. Coana udvikler nye løsninger, der beskytter mod cybertrusler, CrowdStrike tilbyder endpoint-sikkerhed og trusselsintelligens, mens Partisia arbejder med sikker datadeling.

Investeringen i Incuba Next bygger på en tro på den danske cybersikkerhedsindustri. Ambitionen er, at offentlige myndigheder, fonde og kommercielle aktører bygger videre på branchens i forvejen mangefacetterede økosystem, så cybersikkerhed i Danmark får et solidt beredskab og i øvrigt en rigtig god forretning.


Fra idé til virksomhed

Som regeringen skrev, da de i dette efterår lancerede et nyt samarbejde med målet om at styrke iværksættermiljøer inden for danske styrkepositioner, støder mange nytænkende iværksættere hovedet mod muren, når deres spirende idé skal blive en rodfæstet virksomhed.

I scaleup-fasen har iværksætterne behov for adgang til et samlet økosystem og aktører med dyb faglig indsigt, erfaring og kapital til at skalere startups til global succes. Det er ikke tilfældigt, at den ene efter den anden førende tech-virksomhed har rejst sig fra samme geografiske område i Silicon Valley.

Og det er heller tilfældigt, at Schweiz i dag er blandt de førende nationer inden for netop ny cybersikkerhedsteknologi via landets Trust Valley, der er et offentligt-privat partnerskab i Léman-regionen, der fokuserer på digital tillid og cybersikkerhed.

Vi følger derfor regeringens nye samarbejde om iværksættermiljøer med spænding og håber, at det vil føre til øgede investeringer i cybersikkerhed. Den danske cybersikkerhedsbranche udgøres i dag af specialiserede, men stadig relativt små virksomheder, og branchen er endnu ikke stor i et internationalt lys.

Med det rette økosystem, hvor private virksomheder, myndigheder og forsknings- og uddannelsesinstitutioner arbejder sammen om at skabe optimale betingelser, kan vi veksle branchens væsentlige styrkepositioner inden for f.eks. kryptologi og kommunikations- og sensorteknologi til både vækst og en styrket kritisk infrastruktur.

Bestyrelsesformand Peter Kjær – Executive Vice President hos Schouw & Co.

Bestyrelsesmedlem Jørgen Lang – Administrerende direktør for Aarhus Universitets Forskningsfond.

Bestyrelsesmedlem Thomas Riisgaard Hansen – Administrerende direktør for DIREC (Digital Research Centre Denmark).

Bestyrelsesmedlem Lone Ryg Olsen – Erhvervsdirektør ved Aarhus Universitet.

Bestyrelsesmedlem Line Christa Amanda Sørensen – Chief Commercial Officer (CCO) hos Trifork og Angel Investor.

Bestyrelsesmedlem Kristian Thorn – Universitetsdirektør på Aarhus Universitet.