Spinout-virksomheden SCALGO flytter ind i INCUBA Next
I efteråret 2022, omtrent to år før INCUBA Next står færdig, har spinout-virksomheden SCALGO netop skrevet under på et lejemål i INCUBA Next. SCALGO er et spinout fra Aarhus Universitet, der på baggrund af massive mængder data om Jordens overflade udvikler digitale værktøjer og analyser, som fundamentalt forbedrer måden, man arbejder med håndtering af ekstrem nedbør i byplanlægning og naturgenopretning.
Med en baggrund i datalogisk grundforskning fra Aarhus Universitet har SCALGO udviklet algoritmer, datastrukturer og machine learning teknikker, som i dag analyserer og organiserer mere end 3 petabyte detaljerede geografiske data. Data, som helt ned til centimeter-præcision, afspejler terrænoverfladen i over halvdelen af Europa.
”Vi har bygget en helt unik digital verden hvor ingeniører, byplanlæggere og landskabsarkitekter har adgang til en detaljeret digital model over den fysiske verden sammen med en række analyser af, hvordan vandet løber, hvor det samler sig og hvor det kommer fra. Med simple interaktive værktøjer kan vores brugere udforske årsagerne til, at oversvømmelser opstår samt designe by- og naturområder hvor blå-grønne elementer samtænkes, så vandet føres væk eller nedsives og skaderne ved ekstremregn reduceres,” siger CEO i SCALGO, Morten Revsbæk.
SCALGOs platform bruges i dag af mere end 17.000 brugere i 9 europæiske lande.
SCALGO fremtidssikrer sin placering i et kreativt tech-miljø i INCUBA Next
Efter en lang rejse fra grundforskning til international kommerciel succes har SCALGO nu brug for mere plads til at vokse og det er af afgørende betydning, at det bliver i et kreativt tech-miljø med gode muligheder for netværk og rekruttering af fremtidens talenter:
”Vi har brug for de bedste og mest kreative dataloger og ingeniører, derfor er vi begejstrede for at være tæt på Aarhus Universitet. Med vores netop underskrevne lejeaftale på 14. etage i INCUBA NEXT fremtidssikrer vi vores placering i et kreativt miljø tæt på universitetet. På denne måde har vi de bedste rammer til at fortsætte vores rejse med at bruge den mest avancerede datalogiske teknologi til at gøre vores byer mere oversvømmelsesrobuste og mere blå/grønne. Og det er vi meget begejstrede for,” siger CEO i SCALGO, Morten Revsbæk.
SCALGO passer da også perfekt ind i visionen for INCUBA Next, der skal skabe de ideelle rammer for de tech-talenter, som fremtidens vækstkometer er afhængige af:
”Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til SCALGO i INCUBA Next. SCALGO er et spinout fra Aarhus Universitet og bygger på cutting edge software-teknologi. De har fundet deres spot i markedet og er nu klar til for alvor at skalere internationalt. Det kræver de rigtige rammer for at kunne tiltrække og fastholde udviklere, og samtidig være tæt på og i indgreb med et innovativt miljø. SCALGO er dermed prototypen på en videnstung scaleup, som INCUBA Next er bygget til. At SCALGO har valgt INCUBA Next bestyrker os i, at der er behov for et særligt tilbud til den her gruppe af scaleups,” siger adm. dir. i INCUBA, Mai Louise Agerskov.
Fakta om INCUBA Next
- 18 etager og 22.000 kvm., heraf 4.000 kvm parkeringskælder og en sidebygning på 4.500 kvm. Herudover udvendige tagterrasser på i alt 1.400 kvm.
- INCUBA Next kobles på som en udvidelse af det nuværende INCUBA på Katrinebjerg, der i dag tæller ca. 60 virksomheder på 12.000 kvm., blandt andre Norlys og Concordium.
- INCUBA Next projekteres som bæredygtigt byggeri med DGNB-guldcertificering
- Byggestart: April 2022
- Færdiggørelse: Medio 2024
- Bygningsdesign: AART Architects og ADEPT
- Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark A/S med AART Architects som arkitektfaglig konsulent
- Totalentreprenør: A. Enggaard A/S med COWI og ADEPT som rådgivere