INCUBA pitch-events gør en forskel for startups
Mads Harding Gliemann, co-founder & CEO, Siana
”Vi har igennem både Gin & Tech og Aarhus Investor Summit fået åbnet dørene til mentorer, der har hjulpet os både med salgsstrategi og strategi i forhold til kapitalrejsning. Derudover har vi fået kontakt til samarbejdspartnere, som kan være med til at understøtte vores salg. Og samtidig sparring og netværk med andre startups og større virksomheder inden for samme branche.
Vi har desuden udvidet vores netværk med flere interesserede investorer, som har udvist interesse i forhold til at indgå som en del af vores kommende investeringsrunde.”
Maria Freund Thinggaard, co-founder, ReLift
”Vi var meget glade for, at vi fik lov til at pitche til Gin & Tech. Det var et virkelig fint arrangement i fine rammer og med en passende uformel stemning, der passer lige til os. Vi havde valgt at nævne to specifikke sparringsområder i vores pitch, hvilket var en stor succes. Vi fik derfor god sparring på vores specifikke udfordringer. Sparringen udmøntede sig i de fleste tilfælde i spændende og brugbare kontakter, som vi prøver at gøre brug af.
Dét der dog har været det bedste output for os er, at vi nu kender endnu flere mennesker hos INCUBA og endnu flere mennesker hos INCUBA kender os. Det er både sjovere og nemmere at hilse på hinanden ved kaffeautomaten nu, hvilket vi nyder. Vi fik generelt set et langt bedre indblik i INCUBAs store økosystem. Engagementet fra deltagerne har varet ved og givet os omtale gennem LinkedIn. Vi vil virkelig anbefale Gin & Tech til andre!”
Allan Wad Petersen, co-founder, FitCube
”Efter vi pitchede til Gin & Tech i marts 2022 er vi kommet videre og har nu fået vores første jord i Horsens ved VIA campus/Construction Center Denmark. Vi er i gang med en byggetilladelse, hvilket er fedt. Til Gin & Tech fik vi testet vores case af foran et publikum i en god og tryg atmosfære. Stemningen var uformel og virkelig godt arrangeret. Særligt informationen op til arrangementet virkede rigtig godt. Specielt fordi vi blev guidet i, hvad der var vigtigt at komme igennem, når vi pitchede. Det var første gang for os.
Der var en god respons blandt gæsterne og vi blev ”connected” med forskellige interessenter. Derudover blev vi mere klar over, hvad vi manglede for at komme videre og deltagelsen gav os endnu mere blod på tanden til at komme videre. Vi kunne helt sikkert godt finde på at komme igen, når vi er kommet længere.”
Ibo Yildirim, founder, ANZARO
”For mig gav det et stort udbytte at være med til Gin & Tech. Det var første gang, jeg nogensinde har pitchet og fik rigtig god feedback på det. Jeg fik snakket med rigtig mange skarpe og spændende mennesker, som havde mange interessante spørgsmål, der satte nogle ting i perspektiv i forhold til min virksomhed. Det var rigtig godt for mig at snakke med mennesker, som ikke var så meget inde i mindfulness- og healingverdenen, da det gav mig en kæmpe indsigt i, hvordan jeg skal være lidt mere konkret, når jeg rækker ud til dem i fremtiden, i forbindelse med annoncering eller reklame.
Jeg har fået nogle nye kontakter, som har udmøntet sig til både mentor og potentiel investor, jeg skal følge op på. Jeg er spændt på at se, hvad det bringer i fremtiden.”
Mads Emil Marker Jungersen, co-founder, SkipConnect
”I juni deltog SkipConnect i vores første Gin & Tech-arrangement. Her fik vi mulighed for at pitche vores ide og modtage værdifuld feedback. Gin & Tech har hjulpet os med at skubbe os i den retning, vi er i dag. Udover at udvide vores netværk og træne vores pitch-færdigheder, fik vi også en ny kunde og modtog vejledning, der har hjulpet os med at blive mere sikre på vores idé.”
Se en video fra Gin & Tech i marts 2022:
Vi ser frem til at lukke dørene op til endnu flere pitchs-events i 2023 for vores founders, CEOs, mentorer, investorer og øvrige nøglepersoner fra økosystemet.