MedicQuant i INCUBA rejser 22 mio. kr. til teknologi til akut stroke-behandling

Den aarhusianske medtech-virksomhed MedicQuant, der har været en del af INCUBA siden 2023, har gennemført første closing af sin seed-runde på 22 mio. kr. med Delphinus Venture Capital i spidsen og deltagelse fra en række business angels samt opfølgende investering fra eksisterende investorer, herunder Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

MedicQuant er en spinout fra Aarhus Universitet og bygger på mere end 11 års forskning i DNA-nanoteknologi. Siden 2023 har virksomheden haft base i INCUBA, hvor den er blevet udviklet fra forskningsprojekt til vækstvirksomhed.

Virksomheden udvikler en point of care testplatform, der kan måle niveauet af blodfortyndende medicin hos patienter med mistanke om stroke. Målet er at give klinikere hurtigere svar i en af sundhedsvæsenets mest tidskritiske situationer, hvor hvert minut kan være afgørende for patientens overlevelse og risiko for varige mén.

“Den første gang en strokepatient får hurtigere behandling, fordi vores device hjalp lægerne med at få et svar tidligere, vil det betyde alt. Det er den fremtid, vi arbejder hen imod,” siger Line Debois, CEO og medstifter af MedicQuant.

Med den nye investering går MedicQuant nu ind i næste fase med færdiggørelse af produktudvikling, kliniske studier og forberedelse til markedet.

Fra forskning til forretning i INCUBA

MedicQuant er en del af INCUBA, hvor virksomheden siden start har haft base og udviklet sig i tæt samspil med andre virksomheder, investorer og forskningsmiljøer.

“Det har haft stor betydning for os at være en del af INCUBA. Vi har haft mulighed for at etablere vores egne laboratorier, skalere teamet og sparre med andre virksomheder, der står i mange af de samme udfordringer som os. Samtidig er vi blevet en del af nogle virkelig gode faciliteter i hverdagen,” siger Malthe Hansen-Bruhn, CTO og co-founder i MedicQuant.

Hos INCUBA ser man investeringen som endnu et stærkt eksempel på, hvordan forskningsbaserede virksomheder kan udvikle sig og tiltrække kapital.

“MedicQuant er et fremragende eksempel på, hvordan forskning kan omsættes til forretning med globalt potentiale. I INCUBA arbejder vi målrettet for at skabe de bedste rammer for, at virksomheder kan udvikle sig, skalere og tiltrække kapital. Det kræver både faciliteter, stærke faglige miljøer og et tæt samspil mellem virksomheder og investorer,” siger Jacob Doktor Mogensen, CEO i INCUBA.

Han fortsætter:

“Det er en fornøjelse at følge MedicQuants rejse og se en så stærk case lykkes. Stort tillykke til både teamet og Delphinus Venture Capital med investeringen.”

Med investeringen står MedicQuant nu stærkere i arbejdet med at bringe deres teknologi tættere på klinisk anvendelse og skabe bedre behandlingsmuligheder for patienter verden over.

Malthe Hansen-Bruhn & Line Debois, MedicQuant