StreamWerk rejser kapital gennem netværket i INCUBA Next Level

Den aarhusianske startup StreamWerk har sikret investering fra SoundInvest og MATCHLÅN fra EIFO. Kapitalrejsningen er samtidig et konkret eksempel på ambitionen bag INCUBA Next Level: At bringe startups, investorer og advisors tættere på hinanden i et fælles miljø, hvor relationer kan udvikle sig over tid.

StreamWerk har base i Founder Hub i INCUBA Next Level, mens både EIFO og SoundInvest er en del af Investor Hub. Selvom relationerne ikke opstod fra den ene dag til den anden, har nærheden og de mange møder i hverdagen været med til at styrke dialogen og skabe et stærkere fundament for samarbejdet.

StreamWerk er stiftet af serieiværksætter Mikkel Eskesen og udvikler en AI-drevet konference- og streamingplatform, der hjælper arrangører med at indsamle, strukturere og aktivere viden fra konferencer, seminarer og events.

Tæt på både founders og investorer

Da StreamWerk flyttede ind i Founder Hub, var ambitionen at blive en del af et miljø med andre ambitiøse founders og få adgang til sparring, netværk og kompetencer.

"Det, det har betydet for mig at være en del af Founder Hub, er, at jeg ledte efter et startupmiljø. Det er lige præcis det, man har skabt her. Samtidig sidder vi lige ved siden af Investor Hub, og det har gjort, at vi har mødt både SoundInvest og EIFO gennem de ugentlige møder og aktiviteter. Det har givet os mulighed for at styrke relationerne og lære hinanden bedre at kende," siger Mikkel Eskesen.

Han peger på, at det gør en stor forskel, når investorer og founders mødes naturligt og regelmæssigt.


"Når man mødes løbende i et fælles miljø, får man en anden forståelse for hinandens forretninger, ambitioner og måder at arbejde på. Det betyder meget, når man senere skal indgå et tæt samarbejde."

Et miljø, hvor relationer udvikler sig

I INCUBA Next Level er Founder Hub og Investor Hub samlet under samme tag. Målet er at skabe et miljø, hvor investorer, startups og advisors lærer hinanden at kende gennem daglig kontakt, fælles aktiviteter og faglige møder.

For Michael Böwadt, CEO i SoundInvest, er netop nærheden til både startups og andre investorer en væsentlig del af værdien.


"Det værdifulde ved Investor Hub er helt klart, at vi er tæt på både startups og andre investorer. Vi investerer internationalt og har et stærkt netværk uden for Danmark, men det har faktisk været sværere at opbygge et tilsvarende netværk herhjemme. Derfor spiller Investor Hub en vigtig rolle for os," siger han.

Det var også gennem miljøet i INCUBA Next Level, at SoundInvest fik et endnu tættere indblik i StreamWerk.

"Det, der fangede vores interesse, var først og fremmest et stærkt team med nogle meget relevante kompetencer. Samtidig opererer StreamWerk i et marked med stort potentiale, og deres viden inden for AI og large language models gjorde virksomheden særligt interessant for os," siger Michael Böwadt.

Han forventer samtidig, at investeringen kan bidrage med mere end kapital.

"Vi ser et stort potentiale i virksomheden og glæder os til at bidrage med sparring, netværk og erfaringer, som kan hjælpe StreamWerk videre i den næste vækstfase."

Guld værd for EIFO

Hos Søren Grønbæk Nielsen, Associate Director i EIFO, er der heller ingen tvivl om værdien af at samle investorer og startups i det samme miljø.

"Vi ser en klar værdi i, at investorer og startups møder hinanden i hverdagen. De innovative virksomheder, der er her, er netop dem, vi gerne vil hjælpe med at skaffe finansiering. Men vi kan aldrig gøre det alene. Vi er afhængige af, at private investorer investerer sammen med os. Derfor er et miljø, hvor investorer og startups er samlet under ét tag, guld værd," siger han.

For EIFO handler det ikke kun om adgang til virksomhederne, men også om at skabe de relationer, som gør samarbejde og investeringer lettere.

"Når man kender hinanden på forhånd, bliver det lettere at dele viden, sparre og anbefale hinanden. Den tillid opstår ofte gennem de mange små samtaler og møder i hverdagen."

Om INCUBA Next Level

INCUBA Next Level samler investorer, startups og advisors i et fælles miljø med fokus på vækst, kapital og relationer. Gennem Founder Hub og Investor Hub skaber vi rammerne for nye samarbejder, investeringer og væksthistorier.


Læs mere om INCUBA Next Level