Founder Friends: Erfarne iværksættere hjælper nye startups

Ti erfarne iværksættere og investorer er nu matchet med startups i INCUBA Next Level Founder Hub. Gennem initiativet Founder Friends deler de deres erfaringer og hjælper nye founders med de udfordringer, der følger med at udvikle og skalere en virksomhed.

Hvordan skalerer man sin virksomhed? Hvilke fejl skal man undgå? Og hvordan navigerer man i de mange beslutninger, der følger med livet som founder?

Det er nogle af de spørgsmål, som startups i INCUBA Next Level Founder Hub nu får mulighed for at vende med erfarne iværksættere og investorer gennem initiativet Founder Friends.

Founder Friends blev lanceret tidligere på året med ambitionen om at bringe erfaringerne fra nogle af de founders, der selv har været en del af INCUBAs iværksættermiljø, i spil hos næste generation af startups.

Nu er de første matches på plads.

Erfaringer, der kan gøre en forskel

Som founder står man ofte over for udfordringer, som andre har prøvet før. Det kan handle om alt fra produktudvikling og markedsstrategi til kapitalrejsning, rekruttering og skalering.

Med Founder Friends får startups adgang til en erfaren sparringspartner, som kan dele sine egne erfaringer, udfordre beslutninger og give nye perspektiver på virksomhedens udvikling.

En af de founders, der har valgt at engagere sig i initiativet, er Daniel Kappelgaard, der selv var en del af INCUBA-miljøet, da han var med til at starte BattMan Energy.

"Da vi startede vores startup BattMan, var vi en del af INCUBA-miljøet og mødte rigtig mange gode mennesker, der hjalp os med gode tips på vejen og gjorde, at vi kunne nå dertil, hvor vi er i dag. Det håber jeg også, at jeg kan være med til at gøre for næste generation af founders," fortæller Daniel.

Ti Founder Friends er nu matchet med startups

De ti Founder Friends repræsenterer forskellige erfaringer og kompetencer inden for iværksætteri, investering og virksomhedsudvikling.

De er nu matchet med startups fra INCUBA Next Level, hvor de skal fungere som sparringspartnere og dele ud af deres erfaringer.

Et community, hvor erfaringer gives videre

Founder Friends er en del af INCUBA Next Level, hvor startups, investorer og erfarne erhvervsprofiler mødes i hverdagen.

Ambitionen er at gøre det lettere for startups at få adgang til de erfaringer og kompetencer, der kan hjælpe dem videre, samtidig med at tidligere founders får mulighed for at bidrage til udviklingen af nye virksomheder i det miljø, de selv har været en del af.

Og for de nye founders er værdien tydelig.

"Det, jeg har fået ud af at være her i dag, er et godt netværk, inspiration fra folk, som har prøvet det før, og en masse gode tips og tricks," fortæller Kenneth Bo Jensen, CEO & co-founder i Attune fra lanceringen.


Se filmen fra lanceringen af Founder Friends, og mød nogle af de erfarne founders, der nu hjælper næste generation af startups.

Om INCUBA Next Level

INCUBA Next Level samler ambitiøse startups, investorer og erfarne rådgivere i INCUBA Next på Katrinebjerg i Aarhus.

Gennem et struktureret 12-måneders program får startups i Founder Hub adgang til målrettede workshops, sparring, investornetværk og aktiviteter, der understøtter deres udvikling og gør dem klar til næste vækstspring.

Founder Friends er et af de initiativer, der skal give virksomhederne adgang til relevant erfaring og styrke deres muligheder for at lykkes.

Næste skridt, sammen.