21-årige founders i INCUBA bygger virksomhed, der bevarer menneskers historier

Mange mennesker bærer på historier, erfaringer og minder, som aldrig bliver fortalt videre. Ikke fordi de ikke vil dele dem, men fordi samtalen aldrig bliver taget. Det problem har den unge danske startup-virksomhed Pages of Life sat sig for at løse.

Bag virksomheden står de to 21-årige founders Oliver Drejer og Otto Seeberg, som udvikler og sælger produkter, der hjælper mennesker med at dokumentere og bevare deres livshistorie.

Virksomhedens kerneprodukt er en bog med guidede spørgsmål, der gør det lettere at sætte ord på et levet liv, fra barndomsminder og livserfaringer til refleksioner og værdier. Resultatet bliver et personligt bog, som kan gives videre til børn, børnebørn og kommende generationer.

Mange går rundt med et ønske om at kende deres næres historie, men de færreste får spurgt, og endnu færre får skrevet det ned. Vi giver folk en ramme og de rigtige spørgsmål, så samtalerne rent faktisk bliver taget, og minderne bevaret,” siger co-founder Oliver Drejer.

Co-founders af Pages of Life, Oliver Drejer & Otto Seeberg, INCUBA Navitas.

Pages of Life haft siden februar 2026 haft base i INCUBA, hvilket ifølge de to founders har spillet en vigtig rolle i virksomhedens udvikling. Som tilflyttere til Aarhus kom de uden et etableret erhvervsnetværk, og derfor har fællesskabet i INCUBA haft stor betydning.

Vi er begge tilflyttere til Aarhus og kom hertil uden et stort erhvervsnetværk. Derfor har det været en stor hjælp at have nogle omkring os, man kan tage fat i. Folk, der kan åbne døre og hjælpe med at få kontakt til de rigtige samarbejdspartnere,” fortæller Oliver.

Selvom hverdagen ofte er præget af fokus på virksomhedens egne projekter, oplever de stadig stor værdi i at være en del af et iværksættermiljø.

”Hverdagen tager over, og vi har næsen i vores eget. Men det betyder noget at møde ind på en arbejdsplads, hvor man er omgivet af folk, der deler den samme passion og drivkraft. Det giver en energi, man ikke får, hvis man sidder alene,” understreger Oliver.

Som en del af INCUBAs startupmiljø har Pages of Life også deltaget i Gin & Tech, hvor de pitchede deres virksomhed for investorer, advisors, og andre founders. Her får startups mulighed for at udvide deres netværk og skabe nye muligheder for vækst og sparring, en del af den værdi, INCUBA arbejder for at skabe gennem adgang til kvalificeret sparring, relevante forbindelser og et stærkt iværksættermiljø.

En af Pages of Life’s største milepæle indtil videre har været ekspansionen til Sverige. Her er det lykkedes at opbygge et brand fra bunden på et nyt marked, og i dag kommer en betydelig del af deres omsætning fra udlandet.

Samtidig har væksten også medført nye udfordringer. Som unge iværksættere står de to founders over for opgaven med at opbygge en organisation og skabe de rette rammer for et voksende team.

Vi er begge 21 år, så det er første gang, vi skal stable et team på benene. Vi har lært, at dét at finde de rigtige mennesker og give slip på opgaver er noget helt andet end selv at løse dem. Det er stadig en disciplin, vi arbejder på at mestre,” fortæller Oliver.

De kommende måneder bliver travle for Pages of Life. Virksomheden står foran lanceringen på både det hollandske og det tyske marked. En ekspansion, der kræver mere end blot oversættelse.

Det er et stort skridt. To nye sprog, nye betalingsvaner og en helt ny kulturel tone, der skal rammes præcist, hvis et følelsesladet produkt skal lande rigtig,” forklarer Oliver.

Med ekspansionen til nye markeder fortsætter Pages of Life sin mission: at sikre, at flere menneskers livshistorier bliver fortalt, skrevet ned og bevaret for fremtidige generationer.

Læs mere om Pages of Life her.