Kdag 2025 styrker broen mellem tech-talenter og virksomheder

Takket være INCUBAs tætte partnerskab med Aarhus Universitet får virksomheder i INCUBA en sjælden genvej til at møde – og kapre – de skarpeste IT‑talenter, længe før de står med eksamens­beviset i hånden. Kdag den 11. april 2025 var årets højdepunkt for at bygge relationer, der kan blive til rekrutteringer i morgen.

Aarhus Universitet er mere end en nær nabo til INCUBA. Det er en levende talentkilde, hvor kommende software‑ingeniører, data­scientists og udviklere finpudser deres færdigheder. Netop dét gør events som Kdag på Institut for Datalogi (Department of Computer Science) til noget helt særligt: Her stiller virksomhederne sig midt i strømmen af ambitioner og idéer, præsenterer deres teknologier og projekter – og får direkte dialog med potentielle medarbejdere. For de studerende er det chancen for at udforske startup‑livet, stille nørdede spørgsmål og måske sikre sig et studiejob eller et speciale­samarbejde.

Den 11. april 2025 forvandlede Institut for Datalogi på Aarhus Universitet sig til et epicenter for fremtidens IT‑arbejdskraft, da over 1000 studerende lagde vejen forbi Kdag. På INCUBAs stand stod fire af vores virksomheder klar til at fortælle om karriereveje, projekter og startup‑kultur – og til at rekruttere de skarpeste hjerner til deres teams: Automate Systems, BoostPLM, Cernel & CogniTech Technologies, der med glæde fortalte, hvad de kan tilbyde nogle af Danmarks mest eftertragtede IT-studerende.

BoostPLM, Automate Systems, Cernel & CogniTech Technologies

"Himmerige for virksomheder, der leder efter tech‑talent"

“Jeg deltog med min virksomhed Automate Systems på karrieredag 2025 for teknologistuderende på Aarhus Universitet – tak til både universitetet og INCUBA for at gøre det muligt. Det var en virkelig god dag med mange interessante samtaler, og det var tydeligt, at der er stor interesse for at arbejde med AI blandt de studerende. Flere studerende fortalte mig, at de hellere vil prøve kræfter med startups end de store virksomheder. Det forstår jeg godt – i en startup får man ansvar fra dag ét og mulighed for at bringe sine idéer til live.”


– Torben Qvortrup, founder af Automate Systems

Ud over de fire virksomheder på INCUBAs stand kunne de studerende møde fem andre INCUBA‑virksomheder, som havde booket egne stande: DatabricksBetter CollectiveEficodeConfiware og Minds and Co. Hør f.eks. 

Nicoline Onchoy Jensen, tidligere studerende på datalogi og nu Project Manager & UX Designer i Minds and Co., fortælle de fremmødte deltagere til One Minute Madness-præsentationerne af alle udstillende virksomheder, hvordan hun mødte Minds and Co. til Kdag i 2024, i videoen her:

One Minute Madness, Kdag 2025

Se flere billeder fra Kdag 2025 her.

Kdag 2026 

Kdag afholdes igen i foråret 2026 – datoen er endnu ikke fastlagt. Info sendes ud i slutningen af året til instituttes kontaktliste og virksomheder i INCUBA får i Q1 2026 mulighed for at byde ind på én af pladserne på vores stand.