Navitas solgt til AAA United – En strategisk milepæl for Aarhus Universitet og INCUBA

Aarhus Universitet og INCUBA har i fællesskab solgt Navitas-bygningen til AAA United. Overdragelsen finder sted den 1. juli 2031 og markerer et betydeligt skridt fremad for begge parter. Salget er en vigtig del af Aarhus Universitets langsigtede campusplan, som samler ingeniør- og IT-uddannelserne på Katrinebjerg fra 2030. Denne plan skal styrke universitetets faglige miljø og fremme innovation, forskning og uddannelse.

For INCUBA er salget en strategisk indsats for at understøtte vækst og innovation i Aarhus. Jacob Doktor Mogensen, adm. direktør for INCUBA, uddyber:

“Salget af Navitas er en del af vores strategi om at skabe de bedst mulige rammer for den viden og forskning, der udspringer fra Aarhus Universitet. Det handler om at omsætte idéer og forskning til nye virksomheder og arbejdspladser, som styrker Aarhus som en førende by for innovation og iværksætteri.”


Et naturligt skridt i INCUBAs udvikling

Siden etableringen af Danmarks første forskerpark den 11. september 1986 har INCUBA tilpasset sig udviklingen i økosystemet af virksomheder, viden og Aarhus Universitet. De første midlertidige rammer bestod af pavilloner på 2.500 kvm ved Gustav Wieds Vej, strategisk placeret tæt på Universitetsparken, og allerede i slutningen af 1999 var grundlaget lagt for en science park ved det nye Skejby Sygehus og en IT-forskerpark på Katrinebjerg i takt med, at universitetets IT-aktiviteter skulle samles dér. Knapt var betonen tør i INCUBA-bygningerne på Katrinebjerg, før næste projekt blev sat i gang: 10.000 kvm forskerpark i Navitas-byggeriet på havnen samlokaliseret med Aarhus Maskinmesterskole og Ingeniørhøjskolen. Der har INCUBA haft forskerpark siden 2014.

"Selvom Navitas-bygningen overdrages til ny ejer i 2031, vil INCUBA Navitas i de kommende år fortsat være den førende iværksætterhub for energi og cleantech i Aarhus. Gennem det tætte samarbejde med virksomhederne på Navitas sørger vi for at vedligeholde de rammer for innovation, bæredygtige løsninger og vækst i en af fremtidens vigtigste sektorer, som vi har arbejdet på at bygge, passe og pleje siden 2014," siger Jacob Mogensen og tilføjer:

”Som et led i vores naturlige udvikling har vi netop indviet 22.0000 nye kvadratmeter til innovation på Katrinebjerg. Dette state-of-the-art byggeri er dedikeret til at understøtte Aarhus’ ambition om at blive et globalt førende center for iværksætteri, teknologi og transformation af forskning til arbejdspladser.”

Community-aktiviteter fortsætter på Navitas

Selvom Navitas-bygningen er solgt, fortsætter INCUBA med at tilbyde et stærkt community for virksomheder og medarbejdere på stedet frem til overdragelsen i 2031.

Camilla Dalsgaard Larsen, Director of Community, Communications & Acceleration, siger:

“INCUBA handler ikke kun om fysiske rammer – det handler også om fællesskab. Vi fortsætter med at skabe aktiviteter og tilbud, der styrker vores miljø på Navitas. Fra events som Gin & Tech og faglige netværk til sociale arrangementer som fælles brunch og torsdagsbaren INCUBAR. Vi sikrer, at synergierne mellem virksomhederne fortsætter, og at der er et levende og inspirerende miljø i de kommende år.”

Køber sikrer lang lejetid

Det er ejendomsselskabet AAA United, der nu overtager ejerskabet af AU’s og INCUBA’s andele. Direktør Anders Krogh ser frem til et godt samarbejde med både medejer og lejere i Navitas.

”Vi er glade for at få muligheden for at indgå i et medejerskab af en markant bygning med en fantastisk beliggenhed i Aarhus – en by, vi holder meget af. Vi har gennem hele forløbet haft en god dialog med Aarhus Universitet og INCUBA, der begge fortsætter som lejere, og vi ser frem til et tilsvarende godt samarbejde med Aarhus Maskinmesterskole”, siger han.

Et stort skridt for Aarhus

Med salget af Navitas-bygningen og udvidelsen på Katrinebjerg tager Aarhus Universitet og INCUBA et afgørende skridt i udviklingen af Aarhus som en førende innovations- og tech-hub. Målet er at skabe de bedst mulige vilkår for virksomheder, forskning og entreprenørskab – og dermed bidrage til vækst og beskæftigelse i byen.

For yderligere information, kontakt:

Jacob Doktor Mogensen, Adm. direktør, INCUBA, E-mail: jm@incuba.dk, Telefon: +45 6171 8162

INCUBA Navitas af Peter Gramstrup & Max Rosborg