MultiBiopsy vil optimere lungebiopsier med innovativ biopsipistol
MultiBiopsy startede som en lille spire af en spinkel idé, men tog hurtigt form, da Kristian Horsager krydsede veje med William Ludvigsen, proces- og innovationsingeniør fra DTU, der i dag er co-founder af virksomheden. Her undersøgte de to til at starte med behovdækningen af biopsipistolen og hvordan den kunne blive forbedret og skabe bedre resultater. Dét blev dermed startskuddet for udviklingen af MultiBiopsy’s innovative biopsipistol, der blandt andet vil kunne gøre det lettere for lungeradiologer, at få fat i den rigtige vævsprøve af særligt små knuder, der ellers kan være særdeles vanskelige at ”fange”.
Ifølge Kristian går vi en fremtid i møde, hvor vi vil blive endnu bedre til at diagnosticere selv de helt små forandringer via bl.a. lungekræftsscreening. I tråd med dette, tilføjer Kristian: ”Det giver stor værdi at udvikle på de metoder, vi bruger til at tage vævsprøver i dag. Både for at øge den diagnostiske nøjagtighed, men også for at reducere patientkomplikationer. Og sidst, men ikke mindst, bidrage til at opnå en samlet sundshedsøkonomisk besparelse.”
I dag er MultiBiopsy’s kernefokus rettet mod selve biopsinålen, virksomheden for nyligt har søgt patent på. Det er nemlig dén, der ifølge Kristian kan noget nyt. Og dét beskæftiger særligt de to maskiningeniørstuderende, Caroline Ejlskov Jensen og Victor Tobias Nielsen sig med, som nu er i gang med at skrive deres bachelorprojekter om, hvordan nålen kan blive videreudviklet.
Under analysen af behovdækningen opdagede virksomheden, at procedurerne for vævsprøver varierer fra hospital til hospital, afhængigt af deres personlige præferencer og kulturer. Og da MultiBiopsy arbejder med et komplekst setup, besluttede virksomheden sig for at udvikle et træningsfantom, der kan træne lungeradiologer i at tage lungebiopsier. Derfor udviklede Anton Esbjerg, som led i sit bachelorprojekt, den tidlige prototype af træningsdukken, der kan forbedre undersøgelsen for patienten, men også standardiserer proceduren. Og dét har været meget værdifuldt for MultiBiopsy:
”Træningsdukken efterligner en brystkasse med lunger i bevægelse og imiterer et virkelighedstro scenarie ved skanning og biopsitagning af en lungetumor. Dukken imiterer de tekniske udfordringer for biopsitagning ved at gengive vejrtrækningsbevægelser, idet biopsinålens fremføring skal koordineres med bevægelsen. Det er særligt vigtigt ved små og yderligt placerede knuder.”
De tre founders af MultiBiopsy: Læge Kristian Horsager, overlæge Claus Tvedesøe og ingeniør William Ludvigtsen.
Ifølge Kristian befinder virksomheden sig stadig i den helt tidlige fase og er i proof-of-concept øjemed. For at afgrænse det enormt brede område har virksomheden desuden også valgt at fokusere på lungebiopsier. Dog kan nålen, ifølge Kristian, lige så godt bruges til andre organbiopsier. Ligeledes udtaler Kristian, at biopsipistolen ikke vil komme til at erstatte de eksisterende produkter: ”De eksisterende produkter giver stadig rigtig god mening – der er bare en voksende patientgruppe, hvor det giver mere mening at anvende vores koncept.”
Over de næste seks måneder vil virksomheden arbejde mod at opnå proof of concept af nålen, der skal skabe basis for udviklingen af det faktiske produkt.
William Ludvigsen (co-founder), Anton Esbjerg (ingeniørstuderende) med træningsdukke, Kristian Horsager (co-founder), Caroline Ejlskov Jensen (maskiningeniørstuderende), Victor Tobias Pedersen (maskiningeniørstuderende), INCUBA Katrinebjerg
Virksomheden meget stolt over at være en af de heldige virksomheder, der for nyligt har modtaget funding fra Beta Health. Og derudover er virksomheden netop blevet en del af StartupLab i INCUBA via Innovationsfondens innofounderprogram. Til virksomhedens nye rammer, udtaler William:
”Det er en sandkasse for udvikling, der har skabt de rammer, der er nødvendige for at komme videre med vores prototype, arbejde fuldtid og teste vores hypoteser. INCUBA giver et fantastisk miljø og ekstra motivation. Selv med små midler kan man bygge noget op, og teste sig selv over et år. Derudover har vi også fået adgang til netværk, hvor vi blandt andet har fået mulighed for at pitche til Gin & Tech. Og så virker det meget fleksibelt, og som om man har mulighed for at udvide til flere lokaler, når man vokser,” afslutter han.
Claus Tvedesøe, Kristian Horsager, William Ludvigsen & Jacob Mogensen, Gin & Tech, INCUBA, 2. maj 2024
"Vores deltagelse i Gin & Tech var en naturlig forlængelse af vores rejse her i INCUBA. Det var en mulighed for at dele vores vision og passion for MultiBiopsy med et engageret publikum af ligesindede iværksættere, mentorer og investorer. Det var en fantastisk oplevelse at få feedback og interesse for vores projekt, og det bekræfter os i, at vi er på rette vej til at skabe en positiv indvirkning inden for vores felt," afslutter Kristian Horsager.