Mai Louise Agerskov stopper efter ni år på posten som CEO i INCUBA

Farvel til Mai Louise: Tak for ni års lederskab og vision

Efter ni år med inspirerende lederskab og et enestående engagement sagde INCUBA onsdag d. 18. september 2024 farvel til CEO Mai Louise Agerskov. Ved en rørende afskedsreception blev hendes store bidrag til INCUBAs vækst og udvikling hyldet af kolleger, bestyrelse, kunder, samarbejdspartnere og venner af huset.

Talerækken bød blandt andet på indlæg fra bestyrelsesformand Peter Kjær, Lone Ryg Olsen fra Aarhus Universitet, Jacob Mogensen og Claus Svane fra INCUBA, som alle fremhævede den store indflydelse, Mai Louise har haft på INCUBA gennem årene. Hendes lederskab har skabt et solidt fundament, der har rustet INCUBA til fremtidige udfordringer som én af Danmarks førende forskerparker og virksomhedsmiljøer.

I sin afskedstale udtrykte Mai Louise stolthed over det team, der har været med på rejsen: "INCUBA er ikke i sig selv en stor organisation, men I sætter store aftryk," sagde hun og takkede for det stærke samarbejde.

Med taknemmelighed ser vi tilbage på ni år med passion og vision, og vi ønsker Mai Louise alt det bedste i hendes kommende udfordringer.

Mai Louise Agerskov og Peter Kjær, bestyrelsesformand i INCUBA
Team INCUBA

Director of Real Estate, Lettings and Facilities, Claus Svane, påtager sig rollen som interim CEO, indtil INCUBAs kommende nye CEO er fundet.