INCUBA-prisen: Finalisterne til Årets Startup og Årets Investor 2024

INCUBA er stolte af at præsentere finalisterne til årets INCUBA-priser 2024 i kategorierne Årets Startup og Årets Investor. Priserne anerkender nogle af de mest innovative og indflydelsesrige aktører inden for det aarhusianske startup-økosystem, som hver især har udvist enestående ambitioner, handlekraft og impact. Finalisterne er blevet udvalgt af en kompetent jury, som bl.a. har vurderet både startups og investorer baseret på deres bemærkelsesværdige resultater og engagement i udviklingen af nye teknologier, forretningsmodeller, vækstpotentiale og at være inspirationskilder for andre i miljøet.

Årets Startup 2024 Finalister

Battman Energy
Stiftet i 2022 af et ungt og dynamisk team, er Battman Energy hurtigt blevet en nøglespiller inden for vindenergi – en af Aarhus’ styrkepositioner. Virksomheden adresserer en central problematik for energiselskaberne med deres innovative løsninger, som også spiller en vigtig rolle i én af byens industrielle vertikaler. På kort tid har Battman Energy skaleret markant og sikret investeringer fra flere interessenter. De har allerede projekter for 300 mio. kr. og opererer på flere udenlandske markeder, hvilket understreger deres globale ambitioner. Juryen anerkender deres store potentiale for at skabe betydelig impact på den grønne omstilling.

Kanpla
Stiftet i 2019 af et meget ungt founderteam, som sprang ud på markedet direkte efter gymnasiet, er Kanpla i fuld gang med at forandre kantinebranchen, et marked med enormt potentiale, der hidtil har været underdigitaliseret. Deres platform har allerede tiltrukket investorer, herunder en hollandsk fond, og CEO Peter Bæch er flyttet til London for at indtage det europæiske marked. Kanplas internationale team, der arbejder fra forskellige lande, afspejler deres ambition om at dominere markedet som den førende kantineplatform. Med deres hurtige vækst og lovende digitale løsninger står de som en stærk kandidat til Årets Startup.

Norfalk
Norfalk, en studenter-startup fra Aarhus Universitet, blev grundlagt i 2022 og har allerede markeret sig som en gamechanger inden for surfaktant-teknologi. Med støtte fra BioInnovation Institute og deres unikke teknologi, som reducerer CO2-udledningen med op til 70%, bidrager Norfalk til både den grønne omstilling og en række industrier som personlig pleje, rengøring og vaskemidler. Co-founderne Kasper Falkenberg og Nicklas Nørgaard er kendt for deres engagement i det lokale startup-miljø og dedikation til at hjælpe andre iværksættere. Deres passion og innovative tilgang placerer Norfalk som en værdig finalist til prisen, ifølge juryen.

Teitur Trophics
Teitur Trophics blev stiftet i 2020 som et spinout fra Aarhus Universitet og arbejder på at finde løsninger til at bevare hjerneceller, der normalt går tabt ved neurodegenerative lidelser. Grundlagt af fire forskere fra biomedicin, fokuserer Teitur Trophics på at forbedre livskvaliteten for millioner af patienter. Deres arbejde har allerede rejst betydelige midler, og de er i fuld gang med deres forskningsprojekter. Virksomheden kombinerer et meningsfuldt formål med stærke entreprenører og innovative teknologier, hvilket juryen anser som en stærk kandidat i kategorien Årets Startup.

Årets Investor 2024 Finalister

Christian Vinther
Christian Vinther har i årevis været en central skikkelse i Aarhus' startup- og investorøkosystem, bl.a. i Danban og Founderment. Han er kendt for sin hands-on tilgang, hvor han ikke kun yder finansiel støtte, men også fungerer som en strategisk partner og mentor for de virksomheder, han og hans fond investerer i. Christian har en evne til at identificere potentiale og arbejde tæt sammen med iværksættere for at sikre deres succes. Hans engagement og dedikation til at støtte nye startups gør ham til en oplagt kandidat til Årets Investor ifølge juryen.

Pernille Lynggaard Frandsen
Med en baggrund i en succesrig iværksætterfamilie har Pernille Lynggaard Frandsen en stor forståelse for virksomheders udvikling og vækst. Efter at have solgt familievirksomheden Frandsen Group i 2020, har Pernille kastet sig over investeringer i startups og kombinerer sin erfaring med en passion for at støtte iværksættere. Juryen mener, at hendes engagement i at støtte virksomheder i deres udvikling gør hende til en respekteret figur inden for investeringer og en værdig kandidat til prisen som Årets Investor.

Stefan Rosenlund
Stefan Rosenlund, en af Danmarks mest prominente tech-iværksættere, har efter sin succesfulde exit fra Zitcom (nu Team.blue) opbygget en imponerende portefølje af investeringer. Gennem sit holdingselskab har Stefan investeret i både ejendomsselskaber og softwarevirksomheder, samtidig med at han udfordrer finanssektoren med sit multi-familiekontor Dreamers Collective. Han er en aktiv business angel og rådgiver for scale-up virksomheder, og hans kombination af erfaring, kapital og rådgivning, som ifølge juryen gør ham til en formidabel kandidat til Årets Investor.

Fra indstilling til nomineret til finalist til vinder

Processen for at finde årets vindere starter med indstillinger fra virksomheder, universiteter, brancheorganisationer og andre aktører i økosystemet, som kan nominere kandidater frem til begyndelsen af september. Det er også muligt – og opfordret – at indstille sig selv. Alle indstillede kandidater bliver herefter vurderet ud fra prisernes kriterier, og de, der opfylder disse krav, går videre i processen som nominerede. Den officielle jury gennemgår slutteligt de nominerede og vælger finalister i hver kategori. Efter en grundig vurdering af finalisterne kåres vinderne i hver kategori ved Aarhus Investor Summit.

Læs mere om kriterierne for INCUBA-prisen

Juryen består af en række aktører fra det aarhusianske startup-økosystem, der bringer både erfaring og ekspertise ind i bedømmelsen af de nominerede kandidater:

  • Jeppe Dørup, The Kitchen, Aarhus Universitet
  • Jan Snogdal, DLA Piper
  • Søren Grønbæk, EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond)
  • Lars Louring, DanBan (Danish Business Angels)
  • Mathias Tannebæk, Danske Bank
  • Sisse Melsen, The Link
  • Finn Bødtker, Erhvervshus Midtjylland
  • Jacob Mogensen, INCUBA

Vi ser frem til at fejre både finalisterne og vinderne til Aarhus Investor Summit.

Læs mere om INCUBA-prisen