INCUBA lancerer StartupLab Byg: Unik mulighed for startups inden for bæredygtigt byggeri

INCUBA har netop lanceret StartupLab Byg, et spændende nyt initiativ i samarbejde med Søren Jensen og Aarhus Center for Regenerativt Byggeri. StartupLab Byg er et 12-måneders acceleratorprogram skræddersyet til at støtte startups, som arbejder inden for bæredygtigt byggeri og som ønsker at udvikle deres idéer, produkter og forretning gennem INCUBAs veletablerede accelerator.

Enestående chance for iværksættere inden for bæredygtigt byggeri

StartupLab Byg tilbyder en række fordele for startups, herunder:

  • 12 måneders gratis husleje for op til to pladser, sponsoreret af Søren Jensen
  • Onboarding i INCUBA StartupLab og adgang til et community med 175 virksomheder inden for IT/tech, cleantech og life science
  • Løbende forretningsudvikling med sparring fra Jacob Mogensen, Director of Acceleration & Investor Relations i INCUBA, og Frank Jensen, 3. generation ejerleder af Søren Jensen
  • Adgang til INCUBAs mentorteam og INCUBA Advice
  • Deltagelse i events og netværk i INCUBAs community
  • Specialiseret rådgivning og sparring med ingeniører og arkitekter fra Aarhus Center for Regenerativt Byggeri og Søren Jensen
  • Kontakt til andre bæredygtige byggeinitiativer, såsom Hal 11 af Domis, samt producenter, entreprenører, rådgivere, udviklere og investorer inden for byggeri
  • Muligheder for besøg og produktion af prototyper på Arkitektskolen, laboratorier på Aarhus Universitet og udstillingsmuligheder som Hal 11
Frank Jensen fra Søren Jensen & Jacob Doktor Mogensen, INCUBA

Fremme af regenerativt byggeri

Frank Jensen, 3. generation ejerleder af Søren Jensen, udtaler: "Vores sponsorat fra Søren Jensen er en del af vores bestræbelser på at fremme initiativer, der inspirerer til og sænker barriererne for handling. Forestil dig bygninger, der ikke blot reducerer deres miljøpåvirkning, men aktivt bidrager til at genoprette det. Dette kalder vi regenerativt byggeri."


INCUBA StartupLab Byg giver startups inden for bæredygtigt byggeri en enestående chance for at blive en del af et veletableret program, som allerede har hjulpet talrige startups med at kickstarte deres forretning. Vi ser frem til at modtage ansøgninger – læs mere om kriterierne og hvordan du ansøger her.

Velkommen til første startup i StartupLab Byg

Den første startup i INCUBA StartupLab Byg er re-claim, som er uddannede fra Arkitektskolen i Aarhus. Re-claim er en virksomhed, som upcycler barkrester fra savværker og forvandler dem til barkpaneler af høj kvalitet, der både er æstetiske og miljøvenlige. Barkpanelerne er designet til ikke kun at forbedre den visuelle atmosfære i rum, men også bidrage til et sundere miljø, i tråd med øko-trenden med engagement i bæredygtighed og naturlige materialer.

Re-claim er en fantastisk case på en startup, som Søren Jensen i samarbejde med INCUBA støtter for at fremme bæredygtigt byggeri og anvendelsen af naturlige materialer. For re-claim er pladsen i INCUBA StartupLab Byg også en kærkommen mulighed:

"Vi er utroligt glade for optagelsen i INCUBA StartupLab Byg. Vi ser frem til at få en hverdag i INCUBAs inspirerende community sammen med andre innovative startups. Det er en enestående mulighed for os at drage fordel af netværket og samtidig få muligheden for at få værdifuld sparring med både ingeniører og arkitekter fra Aarhus Center for Regenerativt Byggeri og Søren Jensen," siger co-founder & CEO i re-claim, Victor Nyland Poulsen.

Alex Quach, Victor Nyland Poulsen & Frederik Ankjær Normann Pedersen, co-founders af re-claim, INCUBA