Skejby Rangers skaber flere fleksjob gennem praktiske opgaver i INCUBA

Nogle samarbejder bliver en naturlig del af hverdagen. Sådan er det med Skejby Rangers, som gennem flere år har hjulpet med en lang række praktiske opgaver i INCUBA. Men samarbejdet handler om mere end at få hverdagen til at hænge sammen, det rummer også en vigtig social dimension.

Hvordan får vi INCUBAs events til at spille? Det kræver mere end planlægning og koordinering. Lokalerne skal gøres klar, møbler skal flyttes rundt, og når det sidste punkt på programmet er overstået, skal det hele sættes på plads igen, så hverdagen kan fortsætte som normalt.

Det er dog langt fra kun ved arrangementer, at vi trækker på Skejby Rangers. De er en fast samarbejdspartner i INCUBAs hverdag og en stor del af deres arbejde består i at holde de grønne områder ved INCUBAs ejendom på Gustav Wieds Vej, INCUBA Katrinebjerg og INCUBA Skejby pæne og velholdte. Derudover hjælper de med blandt andet flytning af inventar og ture til genbrugsstationen, når der er brug for det. På den måde er samarbejdet med til at få de mange praktiske opgaver til at hænge sammen på tværs af INCUBA.

Skejby Rangers er en socialøkonomisk virksomhed, der skaber fleksjob til mennesker, som på grund af permanente erhvervsbegrænsninger kan have svært ved at finde arbejde. Deres tilgang bygger på at kombinere reelle arbejdsopgaver med hensyn til den enkelte medarbejders behov. Medarbejderne er ansat på almindelige arbejdsvilkår, hvor arbejdet tilpasses deres fysiske og psykiske skånebehov. På den måde får de mulighed for at bidrage aktivt til virksomheden, samtidig med at der tages hensyn til den enkeltes forudsætninger.

Vi er i INCUBA glade for at vores samarbejde med Skejby Rangers er med til at skabe flere muligheder for denne gruppe på arbejdsmarkedet. Det er noget, vi er stolte af at få anerkendt gennem Skejby Rangers’ ESG-certifikat for 2025, som viser, at samarbejdet har bidraget til at skabe 3,44 fleksjobårsværk for borgere med permanente erhvervsbegrænsninger i Aarhus Kommune i løbet af året.

Flere år med et fælles aftryk

Samarbejdet mellem INCUBA og Skejby Rangers går flere år tilbage. Det er derfor ikke et nyt bekendtskab, men en relation, der har fået lov til at vare ved. Det er også noget af det Thomas Kristensen, projektleder i Skejby Rangers, fremhæver som særligt værdifuldt ved samarbejdet:

"Noget af det, vi sætter allermest pris på ved samarbejdet med INCUBA, er den gode relation, vi har til medarbejderne på tværs af hele organisationen. Uanset om det er medarbejdere, der står for arrangementer, Facility-teamet eller folk fra direktionen, bliver vi altid mødt med godt humør, forståelse og en oprigtig interesse for at samarbejde med Skejby Rangers.”

Men samarbejdet har også en konkret betydning for Skejby Rangers’ muligheder for at udvikle deres virksomhed, fortæller Thomas. Særligt opgaverne med grøn vedligeholdelse er med til at skabe et grundlag for at opbygge og fastholde et større grønt hold.

”Samarbejdet har en helt konkret betydning for os. Når vi løser opgaver for en stor virksomhed som INCUBA, eksempelvis inden for grøn vedligeholdelse, er det med til at skabe grundlaget for, at vi kan opbygge og fastholde et større grønt hold. Det hold løser ikke kun opgaver hos INCUBA, men også hos en lang række andre virksomheder. Derfor rækker betydningen af samarbejdet faktisk langt ud over de timer og årsværk, der direkte kan henføres til INCUBA.” fortæller Thomas og tilføjer:

”På den måde er vi med til at skabe noget, der er større end det enkelte samarbejde. Vi hjælper hinanden med at skabe arbejdspladser, social værdi og sætte et synligt socialt fingeraftryk i vores egen by."

En hjælpende hånd til de praktiske opgaver

Hallen i INCUBA Katrinebjerg er et godt eksempel på de opgaver, Skejby Rangers hjælper med. Til daglig har lokalet sin faste indretning, men når vi afholder større arrangementer som vores årlige sommerfest og Aarhus Investor Summit, skal rammerne tilpasses. Her hjælper Skejby Rangers med at flytte møbler og inventar, så hallen er klar til dagens arrangement. På billederne kan du se eksempler på, hvordan hallen har været indrettet til nogle af de arrangementer.

De praktiske opgaver, Skejby Rangers løser for INCUBA, er en del af et større arbejde med at skabe plads til flere på arbejdsmarkedet. Gennem samarbejdet er vi med til at give dem opgaver, der bidrager til at skabe flere fleksjob for mennesker med permanente erhvervsbegrænsninger.