INCUBA fylder 40 år: Fra Danmarks første forskerpark til næste skridt
I dag er INCUBA et professionelt udviklingsmiljø og hjem for startups, spinouts, scaleups og corporates inden for IT/tech, cleantech og life science. Her bliver iværksættere og founders en del af et miljø, der også tæller investorer, mentorer, forskere, studerende og forretningsspecialister og hvor forskellige erfaringer, kompetencer og ambitioner mødes i hverdagen.
Men grundidéen er stadig den samme: At skabe de bedst mulige rammer for at omsætte viden til nye virksomheder, vækst og værdi.

Det begyndte på Gustav Wieds Vej
Da Forskerpark Aarhus åbnede i 1986, var det som Danmarks første forskerpark. De første 2.600 kvadratmeter lå på Gustav Wieds Vej tæt på Aarhus Universitet, og allerede året efter etablerede Aarhus Universitets Forskningsfond ejendomsselskabet FEAS, der stod som bygherre for de første permanente forskerparkbygninger.
I 1988 nedlagde Dronning Margrethe 2. grundstenen til det permanente byggeri. Dermed blev der skabt fysiske rammer om en ambition, som siden har været en rød tråd gennem INCUBAs historie: At bringe forskning, innovation og erhvervsliv tættere på hinanden.
Nye faglige miljøer kom til
I de følgende årtier voksede forskerparken både fysisk og fagligt.
IT-Forskerpark Katrinebjerg blev etableret i 2001, og i 2004 åbnede Danmarks første biomedicinske forskerpark ved Skejby Sygehus. Med de nye miljøer kom INCUBA endnu tættere på nogle af Aarhus' stærkeste forskningsområder.
Et markant kapitel i historien udspillede sig på Katrinebjerg i 2006. Her udviklede Googles udviklingsafdeling med datalog Lars Bak den teknologi, som blev til Google Chrome.
Året efter blev IT-huset og Forskerpark Aarhus fusioneret til INCUBA Science Park. I 2013 blev navnet kortet ned til det INCUBA, vi kender i dag.
Fra Katrinebjerg og Skejby til havnen
I 2014 kom endnu en lokation til, da INCUBA indviede 10.000 kvadratmeter forskerpark i Navitas på Aarhus Havn.
Dermed fik INCUBA en stærk tilstedeværelse i tre forskellige innovationsmiljøer i Aarhus: IT og tech på Katrinebjerg, life science i Skejby og cleantech og energi på Navitas.
Udviklingen fortsatte på Katrinebjerg. I 2022 begyndte byggeriet af INCUBA Next og i 2024 åbnede det 22.000 kvadratmeter store højhus som en markant udvidelse af INCUBAs rammer for videnstunge virksomheder.

Læs bogen "INCUBA - Forskerpark i Aarhus i 40 år"

Nye rammer for næste generation
40 års udvikling handler imidlertid ikke kun om flere kvadratmeter.
I 2025 fik Aarhus Universitets Forskningsfond fuldt ejerskab af INCUBA. Samme år lancerede INCUBA Next Level Founder & Investor Hub, hvor startups med skaleringspotentiale og investorer kommer tættere på hinanden. Delphinus Venture Capital blev samtidig en del af Investor Hub.
Det er et eksempel på, hvordan forskerparkens rolle fortsat udvikler sig. De fysiske rammer er fundamentet, men virksomhedernes behov rækker i dag langt videre: til community, kapital, kompetencer, talent og adgang til de rette mennesker på det rette tidspunkt.
40 år – og næste skridt venter
I 2026 har INCUBA samlet den ambition i ordene Næste skridt, sammen.
For selv om meget har forandret sig siden 1986, er opgaven grundlæggende den samme: at skabe et miljø, hvor videnstunge virksomheder kan udvikle sig og tage deres næste skridt.
Den 9. september fejrer vi de første 40 år med kage og bobler i receptionerne i alle tre INCUBA-hubs. Her kan virksomheder og medarbejdere også opleve vores jubilæumstidslinje og følge udviklingen fra Danmarks første forskerpark til INCUBA anno 2026.
Tak til alle de virksomheder, founders, iværksættere, medarbejdere, forskere, studerende, investorer, mentorer, samarbejdspartnere og andre gode kræfter, der gennem årene har været en del af INCUBA.
Vi glæder os til de næste kapitler.
Næste skridt, sammen.
40 år skulle selvfølgelig fejres. I dag bød vi på jubilæumskage og bobler i alle tre INCUBA-hubs på Katrinebjerg, Navitas og i Skejby.



