Faciliteret networking fik investorerne til at møde nye kontakter
Networking er en central del af Aarhus Investor Summit. I år havde INCUBA og Startup Aarhus derfor gjort en ekstra indsats for at skabe nye møder på tværs af investormiljøet.
Med farvede prikker på navneskiltene blev deltagerne fordelt i netværksgrupper, der matchede farvede balloner i de forskellige netværksområder. Det gav deltagerne en enkel anledning til at opsøge nye ansigter og udveksle perspektiver med investorer, de ikke nødvendigvis kendte i forvejen.



Positive tilbagemeldinger på networking
I de første evalueringer af årets summit fremhæver flere deltagere netop den faciliterede networking som et positivt element.
”Meget flot gennemført, professionelt. Faciliteret netværk gør det ekstra stærkt.”
En anden deltager peger på, at gruppeinddelingen fungerede godt under begge netværkssessioner:
”God idé med gruppe-inddelingen til frokost. I den indlagte pause fungerede networking også godt.”
Også det faglige program med fokus på Europas teknologiske suverænitet og nye tilgange til ventureinvesteringer får positive tilbagemeldinger.
Opbakning til to events på samme dag
For første gang blev Aarhus Investor Summit og Startup Aarhus' Townhall afholdt samme dag. Samtidig var årets Investor Summit forbeholdt investorer og brancheprofiler, mens Townhall om aftenen samlede både founders og investorer.
Den kombination bliver også fremhævet i evalueringerne:
”Fantastisk begge events er samme dag! Og virkelig godt at Investor Summit kun er for investorerne. Det gør alle samtalerne relevante.”
Tilbagemeldingerne giver værdifulde input til den videre udvikling af Aarhus Investor Summit som et samlingspunkt for investormiljøet.
Se stemningen fra Aarhus Investor Summit 2026
Tak til alle deltagere, oplægsholdere og partnere for at bidrage til en dag med nye perspektiver, gode samtaler og stærkt engagement.
Få et indblik i dagen i stemningsfilmen herunder.