Startup-virksomheden RoboE optimerer arbejdsvilkårene for medarbejdere i smede- og produktionsvirksomheder
RoboE består af et teknisk team og et forretningsudviklingsteam. Det tekniske team består af tre maskinmestre: Bjørn Hansen, Jannek Baldauf Høier og Patrick Kjær, hvorimod forretningsudviklingsteamet består af Andreas Stensig og Mette Nordensgaard Dam Nielsen. De fem co-foundere skabte i samarbejde RoboE i 2022.
”Idéen til RoboE opstod blandt andet på baggrund af Bjørn, Jannek og Patricks egne erfaringer i arbejdsmarkedet og blev udviklet under deres tid som studerende. Derudover kommer Mette Nordensgaard Dam Nielsen fra en smede-familie, hvor hun også fra sidelinjen har oplevet den store påvirkning arbejdsvilkårene har,” fortæller Andreas Stensig.
Startskuddet til RoboE lød, da virksomheden stillede op til DM i Entrepreneurship 2022, hvor de også løb med førstepladsen og penge til at starte firmaet. Dette har også resulteret i, at Mette Nordensgaard Dam Nielsen og Andreas Stensig har haft mulighed for at gå fuld tid i virksomheden. Andreas er til dagligt en del af INCUBA StartupLab i INCUBA Navitas.
”Vores første møde med INCUBA var da vi skulle præsentere vores pitch til Gin&Tech. Her blev vi mødt af et professionelt setup, hvor der også blev skabt nye relationer til investorer, mentorer og andre i det aarhusianske startup-miljø. Fordi vi er blevet en del af INCUBA StartupLab, har vi muligheden for at have et kontor på en professionel arbejdsplads. Det giver nogle gode rammer i arbejdet som iværksætter, som man ofte står meget alene med,” fortæller Andreas Stensig.
RoboE er i løbende udvikling. Lige nu er virksomheden i gang med en større markedsundersøgelse samt ved at færdigudvikle og teste prototypen på eget værksted. ”Inden for den nærmeste fremtid ønsker vi at teste produktet med eksterne virksomheder. Vi håber på at kunne lancere inden for et års tid,” afslutter Andreas Stensig.