DJ springer ud som iværksætter midt i coronakrisen og starter musikløsningen TuneButler

IT-virksomheden TuneButler er en professionel musikløsning, som sælger musik og reklamespots på abonnement til erhverv. Kunderne tæller blandt andet hoteller, butikker, caféer, fitnesscentre og frisører. Gennem INCUBA StartupLab får TuneButler mulighed for at lære af de mere etablerede virksomheder i forskerparken samt trække på et stærkt netværk.

Den aarhusianske startup virksomhed, der er en del af INCUBA StartupLab, har siden 2020 arbejdet på en musikløsning, som er en web-app med skræddersyede playlister til erhvervsbrug. Playlisterne streames som baggrundsmusik i f.eks. hoteller og caféer og fungerer som perfekt lydkulisse på en nem, simpel og effektiv måde.

Grundlæggeren Kasper Hollænder har i mange år arbejdet både som DJ, musiker og AV-installatør. Men da corona-epidemien lukkede for alle hans jobs, så han en god mulighed for realisere sin drøm og starte TuneButler. Takket være sit gode netværk og indgående kendskab til musikbranchen har han allerede fra dag et sikret startup’en et godt kundeflow.

"Vi bruger al vores erfaring indenfor musikbranchen til at skabe de mest optimale lydkulisser for erhverv. Vores vision er, at selvom baggrundsmusik for nogen er kedeligt, så er det vores målsætning at være de bedste på markedet med et musikunivers, som skal være nytænkende og innovativ. Vi planlægger musikken i skræddersyede playlister, så de skaber den bedst mulige oplevelse samtidig med, at vi mikser musikken på en måde, som i følge forskning kan være med til potentielt at øge salget. Vi skaber gode musikoplevelser for både kunder og ansatte, som løfter stemningen og gør besøgsoplevelsen unik,” siger Christian Jeppesen, Head of marketing i TuneButler og tilføjer:

”Derudover løser TuneButler også den udfordring, at det i Danmark ikke er lovligt at benytte f.eks. Spotify i erhvervsøjemed, da det er en privat streamingtjeneste. Vores service er derimod godkendt af KODA, hvilket betyder, at vi garanterer 100 % lovlig musikafvikling”.

TuneButler har i dag fire ansatte, som alle er rykket ind i INCUBA StartupLab. Med indflytningen ser virksomheden blandt andet frem til at kunne drage nytte af et veletableret community med en række ligesindede startups:

”INCUBA er et helt vildt fedt sted for os. Det er et fantastisk miljø at være i for os som startup, hvor vi kan sparre med andre tech-virksomheder. Når man mødes ved kaffemaskinen eller til nogle af INCUBAs arrangementer, så er der god stemning, mulighed for netværk og vidensdeling. Vi inspireres af at møde de stærke personligheder her, som virkelig brænder for dét, de laver - og det smitter af på os. Miljøet rammer os helt perfekt og vi synes, det er en fornøjelse at være her – om man så sidder alene på kontoret en dag, eller vi alle fire er på pinden. Derudover har vi også allerede haft stor fornøjelse af INCUBAs netværk. Det er simpelthen guld værd,” fortæller Christian Jeppesen.

Læs mere om TuneButler her.