Verdensklasse community: Bliv en del af stærkt IT/tech-miljø for startups, scaleups og innovative virksomheder

I mere end 30 år har forskerparken INCUBA været samlingspunkt for virksomheder, forskere og studerende på tværs af IT, cleantech og life science. Og snart kan endnu flere blive en del af INCUBA Katrinebjergs helt unikke community. INCUBA udvider sine eksisterende faciliteter på Katrinebjerg, der i dag huser ca. 70 specialiserede IT-virksomheder. Katrinebjerg rummer et vidensmiljø af en helt særlig kaliber med nogle af verdens bedste folk inden for en række IT/tech- og ingeniørdiscipliner. Områdets ca. 3.000 studerende, forskere, medarbejdere og virksomheder gør det til et IT-kraftcenter, som tiltrækker adskillige udenlandske studerende og skarpe hjerner.

INCUBA Next

Netop her åbner INCUBA i 2024 sin nye tilbygning, INCUBA Next, hvor lidt større virksomheder får mulighed for at rykke ind i hypermoderne rammer – lige midt i det stærke IT-miljø.

”INCUBA Katrinebjerg er designet til at understøtte innovation og netværk i dagligdagen, så startups, scaleups, forskere og studerende alle får et sted at udveksle viden og udvikle sig på tværs. Med INCUBA Next ønsker vi at styrke det tætte samarbejde mellem erhverv, universitet og forskning, som i forvejen lever i vores community,” udtaler Mai Louise Agerskov, der er adm. direktør ved INCUBA.

Flere virksomheder har allerede skrevet under på lejekontrakten, men der er stadig ledige lejemål i INCUBA Katrinebjergs kommende tilbygning, INCUBA Next. Du kan læse mere om lejemålene her.

  • tilbyder erhvervslejemål og vækstskabende aktiviteter for virksomheder
  • fokuserer på vertikalerne IT/tech på Katrinebjerg, cleantech på Navitas og life science i Skejby
  • er en forskerpark med et professionelt community
  • består af 175 startups, spinouts, scaleups og etablerede virksomheder og mere end 1.800 medarbejdere, forskere, iværksættere, investorer og specialister

Dynamisk community med fremadstormende virksomheder

INCUBA Next skræddersyes til vækstorienterede teknologivirksomheder med over 40 ansatte, og den nye tilbygning vil byde på topmoderne og skalerbare rammer, som giver virksomhederne mulighed for at vokse videre.

Som en del af INCUBAs domicil på Katrinebjerg kommer man til at have sin daglige gang tæt ved Aarhus Universitet – omgivet af dygtige forskere, talentfulde studerende og andre scaleups samt spirende startups. Virksomheder som Partisia, Kvantify og SCALGO har allerede lejet sig ind på kontorer i det kommende IT/tech community, og førstnævnte fremhæver især det forretningsfremmende miljø som udslagsgivende.

Partisia, pioner inden for bl.a. blockchain, kryptografi og MPC, har netop underskrevet lejekontrakt for hele to etager i INCUBA Next:

“Vi er glade for at have vores hovedkvarter i INCUBA både med de muligheder for vækst og fleksibilitet, vi bliver mødt med – men også fordi, det giver nem adgang til andre virksomheder med kompetencer, vi som vækstvirksomhed har brug for,” udtaler Peter Frandsen, der er CTO i Partisia.

Også hos SCALGO glæder man sig til at rykke ind i de nye rammer i INCUBA Next.


”Vi har brug for de bedste og mest kreative dataloger og ingeniører, og derfor er vi begejstrede for at være tæt på Aarhus Universitet. Med vores netop underskrevne lejeaftale på 14. etage i INCUBA Next fremtidssikrer vi vores placering i et kreativt miljø tæt på universitetet. På den måde har vi de bedste rammer til at fortsætte vores rejse,” lyder det fra Morten Revsbæk, der er CEO i SCALGO.

Topmoderne faciliteter og hjælp til alt det praktiske i hverdagen

Med hele 22.000 flere kvadratmeter får INCUBA Katrinebjerg plads til endnu flere fantastiske virksomheder, som alle bidrager positivt til et dynamisk samarbejdsmiljø, hvor udvekslinger af viden og ideer er med til at styrke vækstrejsen.

Virksomhederne i INCUBA Katrinebjergs community får adgang til alt fra tagterrasser med fantastisk udsigt over Aarhus til lækre workspaces, loungeområder samt møde- og eventfaciliteter i topklasse. Den 76 meter høje tilbygning vil også rumme en restaurant, café med friskbagt brød og god kaffe samt et fitnessrum med omklædningsfaciliteter, som INCUBA står for driften af.

Som lejer af et kontor i den spritnye tilbygning kan du og dit team nemlig fokusere 100 procent på at udvikle virksomheden, mens INCUBA tager sig af alt det praktiske.

INCUBA tilbyder en omfattende serviceoplevelse med en imødekommende reception, der bl.a. assisterer virksomhederne med alt fra til modtagelse af kunder til posthåndtering og booking af mødelokaler.

Men vigtigst af alt får man som virksomhed base side om side med andre fremadstormende firmaer i et innovativt miljø, der rummer masser af værdifuld viden, kvalificeret arbejdskraft og nye IT-talenter.

Læs mere om INCUBA Next her

  • 18 etager og 22.000 kvm. Herudover udvendige tagterrasser på i alt 1.400 kvm
  • INCUBA Next kobles på som en udvidelse af det nuværende INCUBA på Katrinebjerg, der i dag tæller ca. 70 virksomheder på 12.000 kvm., bl.a. Microsoft og Kvantify
  • INCUBA Next projekteres som bæredygtigt byggeri med DGNB-guldcertificering
  • Byggeriet forventes færdiggjort i tredje kvartal af 2024
  • Bygningsdesign: AART Architects og ADEPT
  • Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark A/S med AART Architects som arkitektfaglig konsulent
  • Totalentreprenør: A. Enggaard A/S med COWI og ADEPT som rådgivere