INCUBA lægger grundstenen til nyt tech-miljø i IT-byen Katrinebjerg

Katrinebjerg får et ansigtsløft, når INCUBA over de kommende år udvider med 22.000 hypermoderne kvadratmeter til vækstorienterede teknologivirksomheder midt i et af Nordens bedste forsknings- og studiemiljøer indenfor IT- og ingeniørfagene.

Torsdag den 22. september 2022 var derfor et historisk øjeblik, da INCUBA satte handling bag ordene og lagde grundstenen til INCUBA Next-tilbygningen. Administrerende direktør Mai Louise Agerskov glæder sig over, at projektet er nået til denne vigtige milepæl:

»Visionen med INCUBA Next er at skabe de ideelle rammer for de tech-talenter, som fremtidens vækstkometer er fuldstændig afhængige af. Med det her projekt tager vi højde for fremtidens krav til arbejdspladsen som et sted, der både understøtter netværk og innovation, men som også er en oplevelse i sig selv og giver mulighed for effektivitet og convenience i hverdagen«, udtaler Mai Louise Agerskov.

NEXT-cylinder nedsat sammen med grundsten

I forbindelse med grundstensnedlæggelsen blev der støbt en cylinder under én af bygningens bærende søjler. Cylinderen indeholder effekter fra bl.a. to INCUBA-virksomheder. Den unge, men meget lovende virksomhed, Siana, repræsenterer gruppen af startups, mens Partisia repræsenterer en scaleup-virksomhed i rivende udvikling, som nu har brug for mere plads.

Netop Partisia har som den første virksomhed sat sin underskrift på et domicil i INCUBA Next. For CTO Peter Frandsen er miljøet i INCUBA og nærheden til Aarhus Universitet altafgørende for Partisia: »Det er vigtigt for os i fremtiden at have ét samlet kontorfællesskab, hvor vi kan mødes og udveksle idéer. Det skal vi gøre et sted, der ligger rigtig tæt på Aarhus Universitets IT-miljø på Katrinebjerg, hvor vi har et tæt samarbejde med rigtig mange forskere«, siger han.

I cylinderen blev der tilføjet de første arkitekttegninger og den første modelbygning af INCUBA Next, mursten fra Aarhus Universitets Forskningsfond, seneste nyhedsbrev fra INCUBA og en liste over alle INCUBA-virksomheder anno 2022.

Designansvarlig partner med ansvar for den arkitektoniske kvalitet i projektet, Martin Krogh fra Adept, ser byggeriet af INCUBA Next som et fantastisk eksempel på, hvordan samarbejde på tværs af fag skaber resultater:

”De genstande, som blev lagt i grundstenskapslen, viser meget godt, hvordan de vidt forskellige aktører i projektet bidrager med forskellige perspektiver på, hvordan vi kan lære af hinanden og bogstaveligt talt bygge på hinandens erfaring. Det passer utroligt godt sammen med at skulle realisere et byggeri i fællesskab, som er skabt til at danne rammen om mere innovation igennem samarbejde,” siger Martin Krogh, partner i ADEPT.

INCUBA Next

I INCUBA Next får lidt større virksomheder mulighed for at være en del af INCUBAs community. INCUBAs community tilbyder ideelle rammer for vækstvirksomheder og bidrager dermed til deres forretningsudvikling – bl.a. ved at sikre let adgang til studerende, forskere, toneangivende corporates, andre entreprenante virksomheder samt investorer og øvrige aktører i økosystemet.

»Katrinebjerg rummer et vidensmiljø af en helt særlig kaliber med nogle af verdens bedste folk inden for en række it/tech- og ingeniørdiscipliner. Områdets ca. 3.000 studerende, forskere, medarbejdere og virksomheder gør det til et IT-kraftcenter, som tiltrækker adskillige udenlandske studerende og skarpe hjerner. Med INCUBA Next ønsker INCUBA a/s at styrke det tætte samarbejde mellem tech startups, scaleups samt uddannelser og forskere i området«, forklarer Mai Louise Agerskov uddybende.

Effekter i INCUBA Next-cylinder

  • De første tegninger fra projektforslaget til INCUBA Next af ADEPT arkitekter
  • Den første modelbygning af INCUBA Next af Adept
  • Hardware-delen af Siana’s teknologi med indbygget sensor som et eksempel på state-of-the-art teknologi til Industri 4.0 anno 2022
  • USB-pen med Partisia’s blockchain binary genesis kode som et eksempel på state-of-the-art blockchain software anno 2022
  • Mursten fra hhv. det oprindelige Aarhus Universitet (den gule) og den nye Universitetsby (den røde). Stenene skal symbolisere, at INCUBA Next bliver en del af universitetets samlede campus og familieslægtsskabet med både universitet og Aarhus Universitets Forskningsfond.
  • Seneste nyhedsbrev fra INCUBA med et indblik i de nyheder og emner, der optager startup økosystemet anno 2022
  • Liste over de ca. 200 INCUBA-virksomheder, der lige nu bebor INCUBA’s miljøer og et udtryk for de teknologier, som det videnstunge, innovative vækstlag arbejder med anno 2022.