Scale-Up Denmark parrer vækstparate SMV’er med industrigiganter

Via Scale-Up Denmark får små virksomheder adgang til samarbejde med navne som Grundfos og Danfoss. Acceleratorprogrammet er for femte gang på udkig efter kandidater, der kan forny brancherne for energieffektivisering, offshore eller oplevelseserhverv. Deadline for ansøgninger er 1. november.

I juli løb den fredericianske virksomhed Energy Cool med prisen som årets Scale-Up-virksomhed inden for energieffektive teknologier i Next Step Challenge-konkurrencen.

Kåringen var kulminationen på et fem måneder langt forretningsudviklingsforløb via Scale-Up Denmark, hvor der blev arbejdet med udvikling af virksomheden, tiltrækning af investorer og afprøvning af nye markeder.

”Det har været en intens rejse, og et stærkt felt at konkurrere imod. Vi tager en masse læring og en skarpere forretning med videre og den skal have fuld skrue i den store finale til oktober,” lød det fra direktør og medstifter Henrik Thorsen oven på kåringen.

Virksomheden udvikler intelligente køleløsninger til fiber- og teleoperatører, der bruger ikke så lidt serverkraft på at holde befolkningen flydende på 4g. Energieffektiv køling repræsenterer derfor et kæmpe marked, som Energy Cool har fået hjælp til at angribe via Scale-Up.

Turboskalering
Scale-Up Denmark er et landsdækkende acceleratorprogram, hvor elitevirksomheder bliver udvalgt til et fem måneders intensivt forløb med en værdi på 250.000 kroner. Som navnet indikerer, handler det om skalering.

”Programmet sørger for, at en skaleringsproces, der måske ville have taget to år, i stedet kan gennemføres på et halvt år,” siger Leon Uhd, seniorprojektleder hos klyngeorganisationen CLEAN, der har kontor på INCUBA Navitas og indgår i konsortiet bag acceleratoren for energieffektive teknologier.

Programmet er reserveret startups og SMV’er med dokumenteret omsætning. Feltet spænder således fra 25 år gamle virksomheder til iværksættervirksomheder med to år i bagagen. Fællesnævneren er vækstpotentiale, som bl.a. understøttes i samarbejde med eksperter og relevante industripartnere.

Netværk er nøglen
Listen af corporate partners i Scale-Up Denmark-programmet for energieffektive teknologier tæller tunge navne som Danfoss, Grundfos og Kamstrup. De bidrager med eksperter og mentorer, men deltager også som potentielle investorer og forretningspartnere.

Branchenetværk er en stærk forudsætning for at åbne døre til både kunder og kapital, men når driften skaber travlhed, kan det være svært at se virksomheden fra helikopterperspektiv og gennem investorbrillerne, påpeger Leon Uhd.

Foruden introduktion til brancherelaterede interessenter og investorer i indland og udland, hjælper Scale-Up med strukturering af handlingsplaner, vækstplaner, marketingplaner mv., så deltagerne kan udvikle deres kerneforretninger i samarbejde med netværket.

Ansøgningsfristen til Scale-Up Denmark er 1. november.


Fakta om Scale-Up Denmark – powered by Next Step Challenge
  • Acceleratorprogrammet Scale-Up Denmark består af 12 forskellige centre med hvert sit branchefokus, herunder Energieffektivisering, Offshore og Oplevelseserhverv.
  • Læs mere om programmerne på: http://nextstepchallenge.com/programs/