TEDxAarhus har trukket det verdensomspændende fænomen til Aarhus

Den årlige TED konference i Vancouver i Canada er vel nok den mest prestigefulde scene at stå på for nytænkende mennesker af enhver art fra hele verden. TED talere har over årene inkluderet navne som Bill Gates, Richard Branson, Philippe Starck, Al Gore, Larry Page og Simon Sinek.

Samler 800 mennesker i Hermans
Nu har Aarhus også fået sin egen TEDx konference under navnet TEDxAarhus, hvor trendsættere her fra området får en scene at stå på. Den 1. oktober samler den store gruppe frivillige bag TEDxAarhus 800 deltager på Hermans i Tivoli til Danmarks til dato største TEDx konference med temaet ‘To The Moon and Back’. Deltagerne skal ansøge om en billet og vil blive udvalgt ud fra et ønske om diversitet på tværs af uddannelse, erhvervserfaring mv. Der bliver rift om billetterne, så gå allerede nu ind og ansøg om en billet, hvis du vil med.

TED bølgen startede i 1984

TED blev født i 1984 af Richard Saul Wurman, der så en kraftig konvergens mellem de tre områder: Technology, Entertainment og Design, deraf bogstaverne TED. Den første TED konference omfattede en demo af compact disc’en, e-bogen, en banebrydende 3D-grafik fra Lucasfilm og en præsentation fra matematikeren Benoit Mandelbrot af, hvordan man kan kortlægge kyststrækninger ved hjælp af hans teori om fraktal geometri. Men på trods af den imponerende lineup, var begivenheden en underskudsforretning, og der gik seks år før Wurman prøvede igen. Denne gang, i 1990, var verden klar og efter en række succesrige år blev konferencen i 2001 overtaget af iværksætteren Chris Anderson’s nonprofit Sapling Foundation. Med det setup er det lykkes Anderson at gøre TED konferencen til en årlig tilbagevendende begivenhed, der tiltrækker stadigt mere indflydelsesrige mennesker.

TED Talks og TEDx har udbredt konceptet til hele verden
Det blev hurtigt klart, at den inspiration TED genererede burde komme bredere ud i verden. Derfor blev konceptet udvidet med TED Talks, hvor de bedste TED oplæg frigives gratis online og med TEDx, hvor der blev åbnet for, at der kunne organiseres lokale, uafhængige begivenheder.

Det har en gruppe frivillige i Aarhus taget til sig, og de er blevet licenseret til at organisere lokale TEDx begivenheder, der har til formål at genskabe den bemærkelsesværdige oplevelse, der findes på de officielle TED konferencer.

Faktaboks TEDxAarhus
Indhold: Tilbagevendende konference, hvor nye ideer præsenteres for et udvalgt publikum
Næste event: 1. oktober i Hermans
Mere info: www.tedxaarhus.com, www.ted.com

Dato:
29. juli 2016

Del dette