Tekst of foto: Christian Bjerggaard Jørgensen
’Øjet ser alt, undtagen sig selv.’
Så præcist opsummerede Jan Krog Henningsen, head of mentoring i inkubatorprogrammet InnoFounder, argumentet for mentorskaber i startup-processen.
Sammen med Christian Vinther, investor relations manager I Danish Business Angels og tidligere leder af SCALEit, var han inviteret af INCUBA til at dele indsigter om mentoring i forbindelse med tech- og startupkonferencen TechBBQ.
Vi har samlet nogle af de vigtigste takeaways fra workshoppen, der bød på masser af spørgsmål fra salen.
InnoFounder skelner mellem mentorer og domæneeksperter. Mentoren besidder en generel forståelse og bidrager med at løse de udfordringer, som enhver startup møder før eller senere. Det vedrører alt fra team til konkurrencesituation og strategi.
”Som startup er det vigtigt, at du definerer, hvad du har brug for. Har du brug for en, som kan assistere dig i processen med at bygge din virksomhed og vokse som founder eller en med specifik teknisk indsigt i et område? I første tilfælde har du brug for en, som du kan connecte med og stole på, men som også kan vippe din båd. Du har ikke brug for rygklapperi hele tiden,” opridsede Jan Krog Henningsen indledningsvist.
Da en mentor investerer sin tid pro bono, bør det heller ikke være en stor tidsmæssig forpligtelse. Derfor er det vigtigt, at mentees styrer processen, planlægger møderne og ved, hvad de vil have ud af mentorskabet.
Læs også: Jonas Vognsen fra IT-Minds: Man kan læse meget i bøgerne...
Det kan være en god idé med flere mentorer, og et mentorskab behøver ikke nødvendigvis at være formaliseret, påpegede Christian Vinther og gav et eksempel på en startup, han mødes med en gang i kvartalet for at tale om retning og udfordringer. Det centrale er muligheden for at tale frit.
”Det er nok det vigtigste for mig i et mentorskab. At du har den tillid mellem hinanden og er i stand til at sige, hvad du vil, uden at holde noget tilbage,” forklarede han.
Mentoren er det kritiske blik udefra, der skal udfordre og åbne nye perspektiver. Derfor har ledere af store koncerner også mentorer, som de kan spille idéer og strategi op ad. Selv terapeuter går i terapi, pointerede Jan Krog Henningsen.
Der var bred enighed om, at mentoring bør handle om at give noget tilbage. ”Hvis mentoren beder om penge, er det ikke det rette mentorskab,” som Christian Vinther udtrykte det.
Han er selv medlem af INCUBAs mentorteam, der tæller mere end 60 mentorer med forskellige baggrunde. Flere er tidligere iværksættere, der selv har opbygget virksomheder, solgt dem og i dag sidder i sikre positioner.
”Mange af dem vil gerne tilbage til følelsen af usikkerhed, stort potentiale og hurtig handling som startuplivet tilbyder,” sagde direktør i INCUBA Arne Vesterdal.
”Hvilke faldgruber ser I for mentorer?” spurgte en deltager, der selv var på vej til at blive mentor.
”Det er ekstremt vigtigt at holde balancen mellem at blive forelsket i det, startuppen laver - man er nødt til at føle noget for det - og ikke involvere sig så meget, at man faktisk selv bliver ’øjet’. Du skal bevare den udefrakommendes blik,” lød det blandt andet fra Jan Krog Henningsen.
En anden deltager spurgte til, hvad man som founder-team skal holde internt, og hvad skal man bruge sin mentor til?
”Jeg synes, du skal kunne spørge om alt” lød det fra Christian Vinther.
”Men interne beslutninger skal I blive enige om inden for teamet. Det er okay at få andre folk til at give deres perspektiv, men dialogen med din mentor må ikke blive ledende for virksomheden. Det skal i stedet være endnu et perspektiv på, hvordan du kan gøre,” lød det uddybende.
Mentoren er ikke del af den daglige drift og vil derfor aldrig kende virksomheden som founder.
”Når jeg sidder i en mentoringsituation, hvor kritiske situationer bliver diskuteret, understreger jeg altid efterfølgende, at det er DIN beslutning, det er DIN virksomhed,” understregede Jan Krog Henningsen.
(Workshoppen fandt sted på engelsk)
Læs mere om INCUBAs mentorteam.