INCUBA StartupLab: Urban Roots vil bygge forretning på gamle containere

INCUBA StartupLab: To studerende fra Erhvervsakademi Aarhus vil dyrke bæredygtige grøntsager og krydderurter i containere. Konceptet er døbt Urban Roots og har allerede høstet flere priser.

Med præmiepenge fra flere forskellige priser og fonde gik Emil Stilling Jakobsen og Jacob Kolding tidligere på sommeren ind på Den Blå Avis og investerede i en gammel skibscontainer.

Containeren står i dag placeret i Ø-haven på Aarhus Ø, hvor de unge iværksættere er i gang med at installere nedløbsrør og elektricitet til LED-lys, som skal bruges til dyrkning af en række forskellige grøntsager og krydderurter.

Teknikken kaldes hydroponics og anvendes kort fortalt til at dyrke planter helt uden brug af jord og med et meget lavt vandforbrug. Ved at installere systemet i en container har Urban Roots fundet en bæredygtig og mobil produktionsmetode, der kan anvendes overalt uafhængig af vejr og klima.

Priser ved DM i Entreprenørskab
Konceptet skaffede Urban Roots to priser ved sommerens DM i Entreprenørskab; Tønder Energi- og Miljøfonds særpris på 25.000 kroner samt GoRed-prisen, der bl.a. sikrede dem sparring ved Tommy Ahlers, når de får brug for det.

Derudover bakker elselskabet NRGi projektet op med 50.000 kroner fra deres værdipulje. Det må siges at være en god begyndelse for de unge iværksættere, der begge studerer Innovation og Entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus.

I september flyttede de ind i det professionelle miljø i INCUBA StartupLab i Skejby. Herfra skal Urban Roots tage de videre skridt fra idé til udførelse med en forretningsmodel, der stadig er under udvikling.

”Vi har både med produktion af grøntsager og udlejning af containere til f.eks. NGO’er og lignende organisationer på tegnebrættet,” fortæller Emil Stilling Jakobsen.

Indtil videre er planen at sælge afgrøderne fra det første containersystem videre og donere overskydende produktion til Mændenes hjem, fortæller de to stiftere.

Én 20 fods container forventes at kunne producere i omegnen af 1500-2000 salathoveder om måneden alt efter sort mv.

TV2 Østjylland bragte i september et indslag med Urban Roots.

Fakta om Urban Roots
Etablering: Stiftet af Jacob Kolding og Emil Stilling Jakobsen, der studerer Innovation og Entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus. Begge dimitterer til januar og er frem til december i praktik i egen virksomhed.
Produkt: Bæredygtig dyrkning af grøntsager i containere ved hjælp af hydroponic-systemer og LED-lys.
Læs mere: www.urbanroots.dk



Dato:
27. september 2017

Del dette