Kryptovaluta er kommet for at blive, men sikkerhedsbrud og tyveri for milliarder af dollars slår skår i optimismen.
Med lanceringen af en ny wallet-teknologi sætter danske Sepior med udviklingsafdeling i INCUBA Navitas imidlertid et hårdt stød ind mod den manglende sikkerhed. Teknologien er blevet døbt ThresholdSig og bygger på såkaldt multiparty computation.
Med præsentationen af ThresholdSig følger også annonceringen af et nyt partnerskab med den japanske finanskoncern SBI Group, der vil anvende teknologien på VCTRADE, Japans første bankejede og regeringslicenserede kryptovaluta-handelsplatform lanceret i juli 2018.
Yoshitaka Kitao, CEO I SBI Holdings, udtaler I en pressemeddelelse, at koncernens sikkerhedsteam efter grundig undersøgelse har fundet frem til, at Sepiors løsning tilbyder den nødvendige sikkerhed, ydelse og skalerbarhed til at håndtere transaktioner hos deres voksende SBI Virtual Currencies kundebase.
SBI Group udspringer oprindeligt af Softbank og har siden 1999 skabt verdens første internetbaserede finanskonglomerat med over 5.000 ansatte i dag.
”Det, at vi får SBI Group som referencekunde, er næsten vigtigere end indtjeningen, fordi det blåstempler, at det vi leverer, er godt nok til den sektor,” siger Jakob Pagter, CTO i Sepior.
Læs også: Ny spinout i INCUBA bringer fortrolige data i spil
Ifølge en rapport stjal hackere kryptovaluta for omkring 540 mio. dollars i første halvår af 2018 i Japan alene. Når det gælder kryptovaluta, er der ingen mulighed for at få dækket tabet.
En stor del af problematikken handler om ringe nøglesikkerhed. Standardtransaktioner af fx Bitcoin foregår i dag ved hjælp af en privat nøgle, der anvendes til at sende og modtage bitcoins. Den private nøgle opbevares i ens digitale wallet og skal til alle tider holdes hemmelig.
Med ThresholdSig splittes den private nøgle ud på flere enheder/parter, der skal godkende hver transaktion. Dermed bliver det praktisk talt umuligt at svindle vha. nøgletyveri.
Løsningen er sammenlignelig med den eksisterende MultiSig-teknologi, men eliminerer alle ulemper såsom øgede transaktionsomkostninger og manglende anonymitet ved anvendelse, hvilket gør ThresholdSig langt mere attraktiv.
Om Sepior
Etablering: Sepior er et spinout fra Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet. Virksomheden har i dag 10 medarbejdere og kontor i INCUBA Navitas samt USA.
Produkt: State-of-the-art kryptografiske key management-løsninger til blockchain, kryptovaluta og cloud service-udbydere baseret på secure multiparty computation, en særlig disciplin inden for kryptografien.
Læs mere: www.sepior.com
Læs også: Alexandra Instituttet giver startups adgang til dugfrisk IT-forskning