Mediestorm sikrede Parkeringskompagniet ny investor og massiv vækst

Det gik ikke stille for sig, da Parkeringskompagniet i april var en tur i mediemøllen. Vi bad co-founder Kasper Daae gøre status, og han er svært tilfreds. Læs hans råd til andre iværksættere.

Af Christian Bjerggaard Jørgensen

’K*** jer selv gydesvin’.

Det var ikke lutter positive mails, der tikkede ind hos Parkeringskompagniet i dagene efter et indslag på TV2 Østjylland i april. Til gengæld fik de eksponering i store dele af den danske presse, inklusive TV2 News og Aftenshowet på DR1.

"Det var kongebedriften at sidde backstage før interviewet mellem X-factor-deltagere og en kvinde, som var blevet erklæret død ved en fejl. Det er ikke mange små iværksættere, der får den chance," klukker co-founder Kasper Daae.

Sammen med Simon Høy Kristensen og Rune Hjortkær Melgaard lancerede han i 2016 en app, der gør det muligt for private personer, foreninger og virksomheder at kontrollere egne p-arealer. Den historie hyrede de i foråret en journalist til at skrive og sende ud som pressemeddelelse. Det gav pote.

"Vi får stadig henvendelser fra folk, der læste om os eller har fortalt det videre til andre. Folk opdager det stadig. Nu er vi blevet ’dem der, hvor man selv kan lave kontrol,’" fortæller Kasper Daae om virksomheden, der siden september sidste år har været en del af INCUBA StartupLab.

Prominent investor bed mærke i omtale

Særligt en artikel i Ekstrabladet vakte genlyd: ’Ny stikker-app: Uddel p-bøder og tjen 300 kr. per gang’.

"Overskriften var lidt hård, men det var okay med os, for artiklen forklarer tydeligt, hvordan løsningen virker," siger Kasper Daae og påpeger, at de oplevede den samlede dækning som fair. Teamet var godt klar over, at deres løsning kunne skabe røre, men når folk ser substansen, er meget få imod det, forklarer han.

Hvilke reaktioner fik I?

"Vi fik rigtig mange henvendelser på telefon og mail. Alt lige fra seriøse kunder til folk der troede, at det var Pokémon GO med ulovligt parkerede biler. Vi blev nødt til at trække venner ind til at hjælpe for at kunne følge med."

Kasper Daae anslår, at Parkeringskompagniet på kundesiden er vokset med godt 100 % siden april. Samtidig er kundekredsen begyndt at tælle store virksomheder og organisationer som Tetrapak og HK. En af de måske vigtigste henvendelser tikkede dog ind via Messenger.

Investor og Hungry.dk-stifter Morten Larsen havde også bemærket omtalen og ønskede at mødes. Inden måneden var omme, havde de udvekslet tal, foretaget due diligence og skrevet under på en investeringsaftale, der skal sætte yderligere skub under udrulningen af parkeringsløsningen.

Råd til andre iværksættere

Hvad har I gjort jer af erfaringer?

"Udnyt det, hvis der er et element i jeres forretning, som kan give opmærksomhed. Hvis du har et stærkt produkt, kan du altid bruge tiden efterfølgende på at forklare baggrunden," siger Kasper Daae.

Herudover er det vigtigt, at man køber sig adgang til at få sendt historien ud via det rette netværk og efterfølgende vedligeholder de relationer ved at sende nye historier til de samme journalister.

"Har man et begrænset marketingbudget på 5.000 om måneden, så prøv fx i sommerferien at bruge pengene på at få en journalist til at sende historien ud via sit netværk i stedet for at bruge dem på AdWords."

Takket være en karriere som ungdomspolitiker er Kasper Daae desuden øvet i mediehåndtering, hvilket var en fordel, da radio og tv begyndte at ringe. Han råder andre til at trække på deres netværk i den situation.

"Jeg ville skynde mig at opsøge journalister og kommunikationsfolk i ens netværk, som kan hjælpe med at forberede én. Man kan godt komme til at sidde i toget på vej derhen og tænke ’fuck’. Du tror, du har fem minutter, men så har du 15 sekunder til at svare på et andet spørgsmål end det, du har forberedt. Du bliver sminket, får farve på læberne og en mikrofon i øret, en producer spørger, om du er klar, mens en anden tæller ned. Det kan godt være intimiderende."


FAKTA OM PARKERINGSKOMPAGNIET

  • En del af INCUBA StartupLab på Navitas
  • Virksomheden administrerer i dag små 5.000 p-pladser over hele Danmark. Via en mobil platform dokumenterer og opretter selskabets kunder selv afgifter på deres p-arealer, hvorefter Parkeringskompagniet inddriver pengene og udbetaler 50 pct. af beløbet til kunden.
  • Læs mere på www.parkeringskompagniet.dk


Dato:
1. august 2018

Del dette