IT-virksomheder samarbejder om fjernstyrede vindmølleturbiner

En af fordelene ved at bo i en virksomhedsklynge er naboskabet. For Scada Minds og Nabto har det mundet ud i et IoT-samarbejde, der sætter kunder i stand til at fjernadministrere tusindvis af vindturbiner.

SCADA MINDS leverer operational intelligence til energisektoren gennem systemer, der gør det muligt at indsamle, strukturere og anvende store datamængder til overvågning og kontrol af fx vindmølleturbiner. Nabto på den anden hånd har udviklet en P2P-baseret IoT-infrastruktur, der gør det muligt at kommunikere og oprette sikre netværk mellem elektriske enheder.

Begge virksomheder er en del af IT-klyngen INCUBA Katrinebjerg. Det blev udslagsgivende, da en kunde i 2014 kom til SCADA MINDS med et ønske om en effektiv løsning til opsamling af data fra ældre vindmøller.

”Vi ville gerne udvikle en IoT-løsning, men vi manglede en måde at integrere systemerne på,” fortæller Steffen Duve, partner i SCADA MINDS.

”Jeg kendte allerede Carsten (stifter af Nabto, red.) og fulgte med i, hvad Nabto gik og lavede, og om de havde referencer inden for vindenergi. Det var ikke usandsynligt, at der var en anvendelse.”

Ingen lange e-mailkorrespondancer

Ifølge det årlige vidensregnskab gennemførte 59 % af virksomhederne i INCUBA i 2017 aktivt samarbejde med andre virksomheder i miljøet. Det hviler i høj grad på den tillid der opstår, når man møder hinanden på gangene og spiser frokost sammen i kantinen. Steffen Duve og Carsten Gregersen kender hinanden fra talrige netværksmøder, sociale arrangementer og dagligdagen oppe på etagerne.

”I forhold til inkubationsmiljøet er det essentielle, at vi hele tiden har haft en fornemmelse af, hvad der skete hos hinanden og har talt sammen i kantinen,” siger Steffen Duve.

”Hele den her forståelse for, hvad det er, som vi hver især laver, betyder meget. Den lokale sparring og det at være tæt på hinanden og have tillid skaber nogle gode forudsætninger,” uddyber han og suppleres af Carsten Gregersen.

”Der er også en nemhed over det. Dine teknikere kan komme over til os og stille spørgsmål og få svar med det samme. Der er ingen lange e-mailkorrespondancer, autosvar og så videre.”

Demo inden for en uge

Inden for en uge af samarbejdet stod Steffen Duve og hans kolleger med deres første demo.

Med integrationen af Nabtos software kan SCADA MINDS tilbyde deres kunder både nemmere og sikrere adgang til data. Hvor en operatør før skulle enten fysisk ud til vindturbinen for at aflæse en kontrolenhed eller sidde foran et stort gråt systemdisplay, kan han nu via en browser på sin mobiltelefon tilgå en visuel 1-1 gengivelse af turbinen og alle dens systemparametre. Samtidig er dataoverførslen sikret via krypteringsprotokoller på niveau med dem, der anvendes til bankoverførsler af millioner af kroner.

Selvom de to virksomheder taler med nogle af de samme kunder, har konkurrerende interesser ikke været en bekymring. Nabto laver ikke integrerede løsninger som Scada Minds, men opfatter sig som et tandhjul i den store løsning. De har tværtimod brug for partnere, der kan sætte deres teknologi ind i en større model, da produktet er relativt nye for mange kunder.

”Vi ved, hvad de andre kan, og den tillid kan man bringe videre til kunden. Vi kan stå inde for dem, når vi taler med kunderne og tøver ikke med at anbefale dem til andre,” siger Carsten Gregersen.

Fra venskab til virksomhed

Tidligere drev Steffen Duve virksomheden Duve.dk og siden Bibox, hvor han første gang samarbejdede med Carsten Gregersen om opsamling af data fra autoklaver til sterilisering af tandlægeudstyr. Basen har hele tiden været INCUBA Katrinebjerg, hvor flere gode venskaber er støbt i tidens løb. Herunder også grundstenen til SCADA MINDS.

I 2013 forenede Steffen Duve kræfter med Helge Jensen, co-founder af Actua, og Morten Kvistgaard Nielsen, co-founder af Arosii, begge virksomheder med base i INCUBA. Sammen stiftede de tre SCADA MINDS, der i dag beskæftiger 17 medarbejdere, heraf to i Hamborg.

Nabto blev stiftet i 2007 af datalog Carsten Gregersen og har i dag seks medarbejdere på Katrinebjerg, foruden kontorer i København og London. På verdensplan benytter næsten to millioner apparater virksomhedens teknologi til at kommunikere via internettet.

Læs også: Internet of Things: Ny platform gør det nemt at udvikle IoT-apps
Dato:
19. november 2018

Del dette