Voksende globalt fokus på innovationsdistrikter

INCUBA deltog tidligere på efteråret i IASP 2018 - World Conference on Science Parks and Areas of Innovation i Isfahan for at diskutere udviklingen af fremtidens innovationsøkosystemer.

Som repræsentant for INCUBA deltog administerende direktør Mai Louise Agerskov i september i den årlige verdenskonference organiseret af IASP - International Association of Science Parks and Areas of Innovation.

Under overskriften 'Towards sustainable cities and communities: fostering innovation ecosystems' diskuterede mere end 500 repræsentanter fra 50 lande de nyeste tendenser på den internationale scene.

"Vi ser i øjeblikket et stigende fokus på såkaldte Innovation Districts, hvor industrien samarbejder med byerne og universiteterne om at skabe de optimale forhold for forretningsudvikling inden for særlige vertikaler," siger Mai Louise Agerskov.

Innovationsdistrikter defineres som geografisk afgrænsede områder, hvor højere uddannelsesinstitutioner, virksomheder, startups, inkubatorer og acceleratorer samler sig. Innovationsdistrikter er ligeledes kendetegnet ved velfungerende offentlig transport og en blanding af almindelig beboelse, kontorer og detail-handel, som det fx er tilfældet med IT-byen på Katrinebjerg.

Et andet fremtrædende emne på årets konference var det voksende antal programmer, der fokuserer på at facilitere samarbejde mellem startups og corporates, en tendens der også er i stor fremgang herhjemme.

For INCUBA er formålet med at deltage på konferencer som IASP World Conference at være tæt på den internationale udvikling og etablere netværk, som kan give danske startups adgang til soft landing-programmer i udlandet, der gør det nemmere at ekspandere internationalt.


Dato:
19. oktober 2018

Del dette