Mentornetværk: Stor interesse for at yde kvalificeret sparring

Flere og flere ønsker at hjælpe iværksættere på vej. Det gælder store virksomheder såvel som private. Den stigende interesse smitter af på INCUBA, som oplever stor søgning til forskerparkens mentorteam.

Been there, done that. Der er mange gode grunde til at få en mentor. Adgang til al den erfaring du ikke finder beskrevet i bøgerne, er én ting. Netværksadgang og opbakning en anden.

Iværksættere med de rette mentorer klarer sig generelt bedre, og de færreste startups vokser sig store uden rådgivning og netværk udefra. Derfor tilbyder INCUBA virksomheder i forskerparken mentorforløb hos erfarne erhvervsprofiler og formidling af kontakt til potentielle medlemmer til advisory boards eller bestyrelser.

Her kan virksomhederne kan sparre om alt fra strategi og funding til forretningsmodeller, salg og organisation med mentorer, som kender iværksætterlivet indefra eller besidder indgående branchekendskab.

"I 2008 åbnede vi kontorfællesskabet Njubiz målrettet startups. Erfaringerne derfra viste, at det ikke var nok at skabe et sted, hvor startups kan berige hinanden, der er også brug for at de ambitiøse og engagerede founders bliver knyttet til erfarne erhvervsfolk," fortæller direktør i INCUBA Arne Vesterdal.

Det ledte i 2014 til etableringen af INCUBA StartupLab, der fra begyndelsen fik tilknyttet et mentorkorps bestående af erfarne erhvervsfolk, serieiværksættere og business angels, der stiller deres erfaringer til rådighed.

"Det har givet et helt andet push i miljøet, hvor der siden 2014 har været mere end 150 startups igennem," siger Arne Vesterdal.

Læs også: Jonas Vognsen fra IT-Minds: Man kan læse meget i bøgerne...

17 nye mentorer i 2017
For mentorer er mentoring en mulighed for at give noget tilbage, holde sig opdateret og udvide det professionelle netværk. Mentorteamet i INCUBA voksede i 2017 med 17 nye medlemmer og tæller i dag 50+ profiler med vidt forskellige baggrunde. Heriblandt tidligere iværksættere, branchespecialister og ledere.

Læs også: Mentornetværket vokser: Mød de nye ansigter


Mentorer i INCUBA inviteres i årets løb til en række særarrangementer, som fx Pitch for Mentor Panel. Årets første event løb af stablen i januar, hvor de fem startups Wedbox, Natural Diagnostics, CSS Electronics og Bektur & Giversen pitchede og efterfølgende modtog sparring i grupper.

Næste arrangement finder sted i marts, hvor mentorer og CEO's i INCUBA inviteres til Fireside Chat med Jens Bjerg Sørensen, CEO i milliardkoncernen Schouw & Co.

Har du spørgsmål, forslag eller ønsker du at høre mere om mulighederne i INCUBAs mentorteam, så kontakt netværkskoordinator Astrid Tyrsted på aht@incuba.dk.

Dato:
23. februar 2018

Del dette