INCUBA bliver coworking space for midtjyske iværksætterpiloter

INCUBA er udpeget som coworking space i Midtjylland, når Dansk Design Center og CIID overtager rollen som operatør på Innovationsfondens landsdækkende Iværksætterpilotordning fra september 2017. Under 10 % kommer igennem nåleøjet til det eftertragtede program.

Innovationsfonden lancerede i 2014 Iværksætterpilotordningen som et ambitiøst tilbud til de mest talentfulde iværksættere in spe fra de videregående uddannelser i Danmark.


Nu har Innovationsfonden tildelt et konsortium bestående af Dansk Design Center (DDC) og Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID) rollen som operatør på den landsdækkende ordning, der bl.a. tilbyder nyuddannede iværksættere finansiering og et intenst sparringsforløb.


Iværksætterpiloterne får derudover en plads blandt ligesindede i regionale coworking spaces alt efter deres geografiske placering. I den forbindelse er INCUBA udpeget som partner i Midtjylland. Her får iværksætterpiloterne en plads i et professionelt miljø blandt iværksættere og mere etablerede virksomheder i front på deres respektive felter.


Designtænkning i centrum

Med Dansk Design Center og CIID ved roret vil sparringsforløbet få et stærkt fokus på designtænkning lyder det i den officielle pressemeddelelse.


"Den designdrevne tilgang kan imødegå nogle af iværksætterpiloternes største udfordringer ved at bringe dem tættere på deres brugere, kunder, partnere, m.fl. Samtidig accelererer designtilgangen udviklingen af succesfulde produkter og løsninger ved konstant at arbejde med brugervendte prototyper og tests," forklarer Christian Bason, CEO for Dansk Design Center, og understreger, at målsætningen er at skabe ambitiøse, skalérbare og globale vækstvirksomheder.


Et vigtigt aspekt ved det nye iværksætterprogram bliver desuden dets fokus på såkaldt life-centred innovation, der handler om mennesker, snarere end bestemte teknologier eller forretningsmodeller, siger Simona Maschi, CEO for CIID.


Programmets intense forløb giver iværksættertalenterne adgang til en række erfarne, specialiserede domæneeksperter og mentorer. Ekspertgruppen tæller bl.a. business angel og serieiværksætter Tommy Andersen, stifter af Libratone; Kirsten Drejer, Co-founder og tidl. CEO, nu Executive Director af Symphogen og Theis Søndergaard, Co-founder og Chief Product Officer i Vivino


Programmet går i luften d. 3. september 2017 med 19 iværksætterpiloter på det første hold. Herefter begynder omkring nye 20 iværksætterpiloter hvert halve år.


Læs mere om det nye samarbejde hos Innovationsfonden.


Fakta om Iværksætterpilotordningen

Iværksætterpilotforløbet varer 12 måneder og tilbyder:


  • En månedlig ydelse på 15.000 kr.
  • Et særligt udviklingstilskud pr. iværksætterpilot på 35.000 kr.
  • En plads i et coworking space med andre iværksætterpiloter og ligesindede iværksættere.
  • Et skræddersyet, intenst og internationalt orienteret sparringsforløb bestående af fælles workshops med domæneeksperter, individuel sparring med egen mentor og netværksevents med investorer og andre iværksættere

Programmet er landsdækkende, målrettet nyuddannede fra de videregående uddannelser (Pba, BA, kandidater og PhD’er) og har en optagelsessuccesrate på under 10%, hvilket betyder at kun de mest lovende talenter kommer igennem nåleøjet.


Dato:
10. august 2017

Del dette