Fem startups gik på kapitaljagt i INCUBA

Fem startups, fem investorer og femogtyve minutter til at få dem overbevist. Tirsdag løb første installation af Pitch for Seed Funding af stablen på INCUBA Katrinebjerg med repræsentanter fra Vækstfonden og de fire landsdækkende innovationsmiljøer CAPNOVA, Borean Innovation, Pre-Seed Innovation og Syddansk Innovation.

Tekst: Christian Bjerggaard Jørgensen
Foto: Dorte Heide, CAPNOVA


"Nu skal vi have noget mere kapital ind. 2018 bliver et rigtig spændende år.”

Casper Grønbjerg fra Capty havde lagt vejen forbi Katrinebjerg for at rejse kapital til Wedbox; en bryllupsapp der blandt andet indsamler billeder og videoer fra gæsterne, så brudeparret efterfølgende kan downloade det hele med ét klik.

Sammen med sin medstifter hentede han sidste år 3,8 millioner kroner i investeringer fra blandt andre Vækstfonden og InnoBooster. Nu er virksomheden på jagt efter yderligere kapital for at kunne udvide teamet og accelerere erobringen af en række udenlandske markeder, fortæller Casper Grønbjerg.

Foruden Wedbox præsenterede Plaupau, Garderobeapp, Ads-We og iLiving deres forretningsidéer for investorboardet. Frem for det klassiske elevatorpitch fik de alle 25 minutter til både præsentation og efterfølgende dialog.

”Idéen med tiltaget var at give startups muligheden for at møde alle innovationsmiljøerne på én gang til en indledende og uformel dialog,” siger direktør i INCUBA Arne Vesterdal.

Blod på tanden
Modsat Casper Grønbjerg og Wedbox er Robert Gauti Jonsson fra Playpau endnu i den helt tidlige udviklingsfase. Han havde taget turen fra København for at afsøge mulighederne for seed-finansiering til udviklingen af et videobaseret alternativ til Powerpoint målrettet den yngre generation.

For ham var det et trækplaster at kunne prøve sin idé af foran alle innovationsmiljøerne på én gang.

”Jeg synes, det var fedt at præsentere konceptet og få feedback fra personer, der normalt ser mange pitches. De var positive og generelt fik jeg blot mere blod på tanden efter mødet, også selvom investeringen ikke var der.”

Der var ikke nogen, der tilbød at gå ind med de 3,5 mio., som Robert Jonsson var ude efter, men det kom heller ikke bag på iværksætteren, der i stedet blev tilbudt et lån på 500.000 kroner mod 5 %, som han endte med at takke nej til.

Frø blev sået
For Casper Grønbjerg ledte mødet med panelet imidlertid til en mulig åbning.

”Det er altid godt for os iværksættere at have mulighed for at komme ud og få synlighed. Pitchet gik godt og vi har fået et lead til Andreas fra Syddansk Innovation, som gerne vil have et opfølgende møde, så det tager vi snarest med ham,” fortæller han.

Der var også gode nyheder for Michael Eberhard fra iLiving. Virksomheden, der en del af miljøet på INCUBA Navitas, står bag en platform til bolig- og energikommunikation, der bl.a. gør det muligt for lejere at kommunikere med deres boligforening, booke vasketider samt overvåge deres boligs energiforbrug og indeklima.

Efter et vellykket pitch har han valgt at fortsætte dialogen med CAPNOVAs investment manager Flemming Würtz. Det kan du læse mere om hos CAPNOVA.

Pitch for Seed-funding finder sted igen i foråret 2018. Hold øje med INCUBA på Facebook for opdateringer eller tilmeld dig vores nyhedsbrev lige her.


Dato:
30. november 2017

Del dette