Undersøgelse: Klynger skaber samarbejde mellem virksomheder

6 ud af 10 virksomheder i INCUBA samarbejder, viser det årlige vidensregnskab, der undersøger forskerparkens gennemslagskraft. 94 % af virksomhederne vil anbefale INCUBA til andre.

For Allan Nielsen fra IoT Infrastructure og Thomas Peter Berntsen fra Translucent blev et tilfældigt træf ved kaffemaskinen startskuddet til et nyt partnerskab om IoT-projektet Dextra.io.

De er blandt de godt 60 procent af virksomhederne i INCUBA, der samarbejdede i 2018. Tallet stammer fra den årlige undersøgelse, som INCUBA gennemfører blandt lederne af forskerparkens virksomheder.

Det interne samarbejde antager mange former. Lederne nævner som eksempler fælles udviklingsarbejde, salgssamarbejde, netværkshjælp, vidensudveksling og decideret køb og salg af ydelser mellem virksomhederne i miljøet.

Bidrager til vækst og udvikling
I undersøgelsen bliver virksomhedslederne også spurgt, hvor værdifuldt det er at være bosat i INCUBA på en række parametre. Her er fremgang på alle skalaer.

Grundlæggende vigtige forhold som ’’faciliteter og infrastruktur’, ’fleksible lejemål’ og ’effektiv forretningsdrift’ vurderes meget højt.

INCUBAS bidrag til ’fremme af virksomhedens image’, ’adgang til værdifuldt netværk og samarbejdspartnere’ og ’tiltrækning og fastholdelse af talent’ ligger på tæt hjul og scorer også højere end tidligere år.

INCUBA har i det forgange år øget sit fokus på mentorarbejde og investoraktiviteter med blandt andet lanceringen af Aarhus Investor Summit, en øget tilgang af mentorer, matches og pitch-aktiviteter.

Adgangen til relevant netværk og samarbejdspartnere sikres gennem screening af potentielle nye virksomhedslejere og personlig matchmaking. 71 % vurderer INCUBAs indsats for at understøtte og facilitere samarbejde som enten værdiskabende eller meget værdiskabende.

Nærheden til AU er vigtig
Nærheden til Aarhus Universitet er også vigtig for mange. På en skala fra 1-5 vurderes vigtigheden af geografisk nærhed til universitetsmiljøet gennemsnitligt til 3,4.

Det gælder i særlig grad for it-virksomhederne på Katrinebjerg, hvor byens ombejlede it-studerende er samlet. Men også i de øvrige klynger drager virksomhederne nytte af den strategiske placering.

Fx giver placeringen i INCUBA Skejby BioXpedia gode muligheder for tæt samarbejde med kliniske forskere på sygehuset og på Aarhus Universitet.

I samme boldgade vurderer 54 % i høj til meget høj grad, at deres placering i INCUBA skaber lettere adgang og kontakt til universitetet.

Samlet set samarbejdede 57 % af virksomhederne med et universitet i 2018. Samarbejdet spænder fra ansættelse af studentermedhjælpere og uformel vidensudveksling til kandidatspecialer og projektsamarbejde med forskere.

Læs også: Sådan klarer virksomhederne i INCUBA sig


Om Vidensregnskab 2018
INCUBA spørger årligt ind til virksomhedernes udvikling og oplevelse af forskerparken. Resultaterne guider os i den løbende udvikling af vores miljøer, netværk og partnerskaber. Vidensregnskabet for 2018 bygger på besvarelser fra 114 virksomhedsledere på tværs af klyngerne på Navitas, Katrinebjerg og i Skejby.
Dato:
25. juni 2019

Del dette