Pleuratech indgår millionaftale med globalt medicoselskab

INCUBA Skejby: Kirurg Niels Katballe og ingeniør Peter Heydorn har indgået en eksklusiv licensaftale med det globale medicoselskab Merit Medical Systems. Aftalen bringer deres lungekirurgiske instrument KatGuide et skridt nærmere verdensmarkedet.

Af Christian Bjerggaard Jørgensen
Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Hvert år får mange tusinde patienter verden over anlagt et dræn i lungehulen på grund af luft- og væskesamlinger. Det er imidlertid kun omkring halvdelen af drænene, der bliver placeret perfekt i lungehulen.

Med det innovative kirurgiske instrument KatGuide har hjerte-lungekirurg Niels Katballe og ingeniør Peter Heydorn udviklet en løsning på problemet. Med dets udformning kan instrumentet guide lungehuledrænet til at ligge det rigtige sted i lungehulen og dermed sikre mere nøjagtige operationer.

Løsningen er så god, at det amerikanske medicoselskab Merit Medical Systems har indgået en licensaftale på et tocifret millionbeløb med de to danske stiftere. Det amerikanske selskab, der globalt beskæftiger 4,500 ansatte, skal bringe det patenterede instrument på markedet og glæder sig over aftalen.

”Det innovative produkt giver klinikere et unikt værktøj, som forbedrer placeringen af lungedræn, og som resultat heraf giver patienterne en bedre behandling,” siger Fred P. Lampropoulos, formand og CEO i Merit.

Glæden er selvsagt også stor hos de to iværksættere med virksomhedsbase i sundhedsklyngen INCUBA Skejby beliggende over for Aarhus Universitetshospital.

”Det er fantastisk at få muligheden for at kommercialisere det instrument, som jeg selv har stået og manglet på operationsstuen. I vores videnskabelige undersøgelse, hvor patienter fra Universitetshospitalerne i Aarhus, Odense og Aalborg indgik, observerede vi en 58 % øgning i optimalt placerede dræn med KatGuide-metoden i forhold til den metode, vi anvender i dag. Med flere velplacerede dræn får patienterne en bedre behandling, ” siger Niels Katballe.


Fakta om Pleuratech ApS

Etablering: Stiftet i 2010 af Niels Katballe og Peter Heydorn. Innovationsmiljøet CAPNOVA, Aarhus Universitet og Region Midt er medejere af Pleuratech ApS. Aarhus Universitets Technology Transfer-kontor har bistået udviklingen af projektet, som også har modtaget økonomisk støtte og rådgivning fra MedTech Innovation Consortium (MTIC).
Produkt: Lungekirurgisk instrument til indføring af dræn i lungehulen.
Læs mere: www.pleuratech.dk
Date:
24. august 2017

Del dette