Impact-startup lancerer scanner-app til bevidste forbrugere

Med lanceringen af et nyt digitalt værktøj er danske eachthing klar til at styrke forbrugernes magt ude foran butikshylderne. Nu er sigtet indstillet på vækst og skalering. Mød den ambitiøse startup fra INCUBA StartupLab.

’Stem med din pengepung’, lyder en velkendt parole. Men som kunder og forbrugere ved de fleste, hvor svært det kan være at gennemskue beskaffenheden af de forskellige varer på supermarkedernes bugnende hylder.

Den problematik har startuppen eachthing kastet sig over. Første trin var udviklingen af en online platform, der bygger bro mellem forbrugere, producenter og organisationer og gør det muligt at få skræddersyet fødevareinformation baseret på det, du som forbruger kerer dig særligt om, hvad end det er palmeolie, CO2-aftryk eller producenternes CSR-politik.

Nu er platformen blevet udvidet med en app, der gør det muligt at evaluere produkter direkte i supermarkedet via en scanner på din smartphone. Ved hjælp af en række filtre kan appen på stedet fortælle dig, om en fødevare f.eks. indeholder mikroplastik, er vegansk eller indeholder soja eller palmeolie. I forlængelse af appen er teamet ved at udvikle samme værktøj i et plug-in format til det voksende antal forbrugere, der køber deres dagligvarer online.

Nu er sigtet indstillet på skalering og vækst. Først i Danmark, siden udlandet. I den anledning har vi stillet de to co-founders Sven Philipsen og Katja Meyer en håndfuld spørgsmål.

Hvad bliver jeres fokus i 2021?
”Vi har bevist, at vores produktmarked passer, og at forbrugerne efterspørger denne type information, at fødevareproducenterne er villige til at dele den efterspurgte information, og at NGO’erne ønsker at arbejde sammen med os. Nu skal vi bevise, at vi kan opbygge, forbedre og skalere teknologien og forretningen. Derefter skalerer vi i udlandet. Vi vil gerne starte med Norden og Tyskland. Danmark er vores testmarked, og der er bestemt international interesse, vi har bl.a. været i dialog med Wal-Mart.”

Hvorfor har I kastet jer over netop den her mission?
”Vi oplever generelt en stor frustration hos forbrugere, der gerne vil købe bæredygtigt ind, og vi synes, at det er urimeligt, at det skal være så svært at forstå, hvad det er, vi putter i indkøbskurven. Vores mål er derfor at hjælpe forbrugere med at finde de 'rigtige' produkter, som passer til deres behov og værdier. Det handler om gennemskuelighed på de fødevarer, vi køber. Det var netop den manglende information om fødevarer, som forbrugere kan opleve, der såede ideen til eachthing.”

Kan I sige lidt om det teknologiske fundament bag jeres løsning?
”Vi har valgt at starte med at fokusere på fast-moving consumer goods (FMCG), hvor vi anvender machine learning-algoritmer for at få en forståelse af, hvorfor forbrugerne vælger, hvad de vælger. Derudover leverer vi løsninger til producenter og detailhandelen for at optimere de relaterede arbejdsgange i at dele data. For eksempel har det vist sig svært for mange at overholde den komplekse lovgivning, der er på området. Ved at hjælpe virksomhederne hjælper vi i sidste ende også forbrugerne, fordi de kan stole på de produktfakta, de møder.”

Hvad er jeres største udfordringer ift. at lykkes?
”Vi oplever stor interesse for vores produkt, men forbrugernes udfordringer er mange – vores udfordring er ofte at skaffe de data, der hjælper dem med lige netop deres problem. Men datakvaliteten er som nævnt også en udfordring, hvilket ofte giver udfordringer med troværdigheden af denne data. Derfor arbejder vi tæt sammen med flere videnspartnere, som udover at hjælpe os med at skabe gennemsigtighed og forståelse af produktinformation, hjælper os med kontakt til producenter samt fungerer som en god kanal til relevante brugere gennem deres medlemmer og communities, som allerede er bevidste om de ting, vi arbejder med.”

Listen af fødevareproducenter og organisationer må jo være uendeligt lang. Hvordan griber I den opgave an og får dem med på vognen?
”Vi tager som regel altid udgangspunkt i forbrugernes behov. Derfor har vi undersøgt, hvilke emner, organisationer og fødevarer fleste forbrugere efterspørger information omkring. Derudover er vi ved at skabe digitale overblik i samarbejde med vores videnspartnere, som dermed også er med til at afgøre, hvilke fødevareproducenter vi henvender os til først”

Hvorfor er I flyttet til INCUBA?
”Vi voksede til otte medarbejdere i 2020, så vores daværende kontor var simpelthen blevet for småt. Derudover ser vi mange fordele ved at være tæt på andre startups og være en del af INCUBAs udviklingsmiljø. Vi ser frem til, at COVID-19-restriktionerne bliver lempet, så vi kan deltage i de mange faciliteter og sparringsmuligheder, som INCUBA stiller til rådighed. Et ekstra plus er også, at vores investor, Greenwise, sidder i bygningen, hvilket rent praktisk er en stor fordel, og så er det også lidt hyggeligt at mødes ved kaffemaskinen i løbet af ugen.”

Date:
24. marts 2021

Tekst: Christian B. Jørgensen

OM EACHTHING

Eachthing er stiftet i 2018 af AI-specialist Sven Philipsen og iværksætter Katja Meyer. De har tidligere modtaget Iværksætterprisen af Business Region Aarhus og deltager bl.a. i One\Third, den nationale Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab. I sommeren 2020 skød Vækstfonden og impact-investoren Greenwise Invest et syvcifret beløb i virksomheden, der i dag har otte medarbejdere med base i INCUBAs startupmiljø på Navitas.

Den nye app kan hentes i App Store eller Google Play.

Læs mere på www.eachthing.com
Del dette