Ny fintech-enhjørning med aarhusiansk islæt

Chainalysis har hentet 625 mio. kroner i ny investeringsrunde, der værdisætter virksomheden til over 1 mia. dollars.

Blockchain-analyseselskabet Chainalysis har sikret sig 625 mio. kroner i en serie C-runde ført an af kapitalfonden Addition.

Den nye investeringsrunde har bragt virksomhedens værdiansættelse op over den gyldne grænse på 1 mia. dollars, der giver status som såkaldt unicorn - en ikke-børsnoteret startup værdiansat til minimum 1 mia. $.

Chainalysis blev stiftet i 2014 af to danskere og en brite, heriblandt nuværende CEO Michael Grønager (billedet). Hovedsædet ligger i USA, men virksomheden er stærkt repræsenteret i Danmark med udviklingskontorer i København og Aarhus, hvoraf sidstnævnte er en del af INCUBA i det anerkendte IT-miljø på Katrinebjerg.

Til stede i over 30 lande
Den nye kapital skal gå til understøttelse af virksomhedens internationale vækst. Chainalysis er i dag til stede i over 30 lande, hvor deres dataplatform og softwareløsninger er med til at sikre gennemsigtighed i det voksende marked for kryptovaluta.

"Offentlige myndigheder og den private sektor har brug for de rigtige data, værktøjer og indsigt for ansvarligt at kunne føre tilsyn med og deltage i kryptovalutaøkonomien," siger CEO Michael Grønager i en pressemeddelelse.

"Vi har etableret et stærkt netværk af offentlige myndigheder i over 30 lande og mere end 250 af de vigtigste virksomheder over hele verden inden for kryptovaluta. De er alle medvirkende til at gøre det lettere og mere sikkert for forbrugere og virksomheder at gennemføre transaktioner i kryptovaluta, og dermed er de medvirkende til fundamentalt at forandre den måde, hvorpå værditransaktioner fungerer."

Siden virksomhedens seneste investeringsrunde i juli har Chainalysis blandt andet øget antallet af kunder med 65 %, åbnet kontorer i Singapore og Tokyo og hjulpet amerikanske myndigheder med efterforskninger og beslaglæggelse af 1 mia. dollars i ulovlige midler.


Tekst: Christian B. Jørgensen
Foto: Chainalysis

Date:
4. december 2020

Om Chainalysis

  • Chainalysis leverer data, software, tjenester og indsigter til offentlige myndigheder, kryptovalutabørser, finansielle institutioner og forsikrings- og IT-virksomheder.

  • Virksomhedens dataplatform understøtter efterforskning, regelhåndtering og bruges som risikostyringsværktøj. Chainalysis er blevet anvendt til at løse omfattende IT-kriminalitetssager og medvirker til at øge forbrugernes adgang til kryptovaluta på en sikker måde.

  • Læs mere: www.chainalysis.com

Del dette