Investorer blev koblet med forsker-spinouts på Aarhus Universitet
INCUBA og AU Technology Transfer samlede otte ambitiøse spinouts og mere end 40 investorer til Aarhus Investor Summit - Science Edition på Institut for Fysik og Astronomi 14. november.
Den røde løber var rullet ud på Institut for Fysik og Astronomi i dagens anledning.
Rektor Brian Bech Nielsen indledte med at byde det aarhusianske investormiljø op til samarbejde og deltagelse i universitetets ambitiøse satsning på iværksætteri.
Efterfølgende demonstrerede en række lovende spinouts og spirende forretningsprojekter det enorme potentiale, der strømmer ud fra universitetets forskningsteams inden for alt fra nano-polymerbørster og markovervågning til fødevaresikkerhed.