Siana bliver del af stærkt techmiljø- og community i INCUBA StartUpLab

Tech-virksomheden Siana lancerer i maj et efterspurgt software- og hardwareprodukt, som skal ruste produktionsvirksomheder og virksomheder inden for forsyningssektoren mod produktionsstop og nedbrud. Gennem INCUBA StartupLab får virksomheden mulighed for at fortsætte vækstrejsen med et stærkt community på sidelinjen.

Den midtjyske startup-virksomhed Siana, der holder til i INCUBAs StartupLab, har siden 2019 arbejdet på et unikt software- og hardwareprodukt. Konkret skal produktet ruste produktionsvirksomheder og virksomheder inden for forsyningssektoren mod produktionsstop og nedbrud, der opstår som følge af fejl og slitage i særligt roterende maskiner, herunder motorer, pumper, gear og lejrer.

- I øjeblikket knokler vi for at lægge sidste hånd på værket, så vi forventeligt kan lancere vores færdige produkt i løbet af et par måneder. Vi ved, der er et stort behov for en løsning som vores ude i markedet, og derfor har vi også vovet pelsen og solgt skindet, før bjørnen er skudt. En række virksomheder forventer nemlig at modtage produktet allerede i starten af maj, og vi glæder os til at gå i luften, fortæller Mads Gliemann, som er CEO og medstifter hos Siana.

Siana har i øjeblikket tre ansatte, som alle for nyligt er rykket ind i INCUBA StartupLab i Aarhus. Med indflytningen ser virksomheden blandt andet frem til at kunne drage nytte af et veletableret community med en række ligesindede startups:

- Gennem StartupLab har vi nemt og med relativt få omkostninger fået mulighed for at blive en del af et unikt fællesskab. Her får vi både stillet et stærkt mentornetværk og forskellige rådgivningsmuligheder til rådighed, og det kan uden tvivl bidrage positivt til en videre udvikling af vores produkt og virksomhed. Som bonus er Institut for Datalogi på Aarhus Universitet placeret på den anden side af vejen, og det ser vi ligeledes som en stor styrke i forhold til fremtidig rekruttering og samarbejde, fortæller Claes Zacho, som er CTO og medstifter hos Siana.



Læs mere om Siana


Dato:
4. april 2022

Del dette