Kanpla bringer kantinerne ind i den digitale tidsalder

Softwarevirksomheden Kanpla har udviklet en app-baseret abonnementsløsning, der gør det lettere for store kantiner og køkkener at skære ned på madspild og kommunikere med deres kunder.

Med visionen om at skære ned på madspild i kantine-industrien har SaaS-virksomheden Kanpla skabt en alt-i-én-løsning til kantiner og køkkener, som giver dem mulighed for at sælge og kommunikere effektivt til deres kunder.

- ”Det hele startede på studiet, hvor vi undrede os over, hvorfor der blev smidt så meget mad ud hver dag, og hvorfor det var nødvendigt, at vi skulle bruge store dele af pauserne i kø. Det tænkte vi, at vi ville gøre noget ved. Det har så resulteret i, at vi nu sælger en software for kantiner og køkkener, som hjælper dem med at reducere madspild, og som gør det muligt for dem at kommunikere og sælge til deres gæster på en nem og enkel måde. Vi har en mission om at bringe hele branchen ind i den digitale tidsalder”, lyder det fra Peter Bæch, CEO & co-founder hos Kanpla.

Efter at have samlet et advisory board med kompetente erhvervsfolk lancerede Kanpla deres app til kantiner i januar 2020, og i april 2021 rykkede virksomheden ind i INCUBAs StartupLab. Her har Kanplas fire unge stiftere nydt godt af de mange faciliteter, som INCUBA rummer. Herunder et tech-netværk med cirka 200 virksomheder specialiserede inden for IT og tech.

- Der er et fedt community og en masse fede virksomheder i INCUBA, som vi har nydt godt af at kunne sparre med. Vi møder en masse spændende mennesker og mentorer, og vi har blandt andet fået en stor investering ved et pitch-event, som blev afholdt af en af virksomhederne i bygningen. Herudover har det også været en stor fordel for os, at der altid er styr på praktiske ting som frokost, printerpapir og rengøring. Det betyder, at vi kan lægge alle vores kræfter i Kanpla frem for i mindre lavpraktiske ting, fortæller Peter Bæch.

Kanpla er i dag vokset ud af INCUBA StartupLab og er nu en almindelig INCUBA-virksomhed med hele 15 ansatte.

Læs mere om Kanpla


Dato:
4. maj 2022

Del dette