INCUBA udvider bestyrelsen med Line Christa Amanda Sørensen fra Trifork

Som nyt medlem af bestyrelsen byder INCUBA velkommen til Line Christa Amanda Sørensen. Line er CCO i Trifork og involveret i softwarevirksomhedens startup- og investoraktiviteter. Derudover er Line selv business angel og har stor erfaring som investor i tech-miljøet.

”Line kommer med dyb international kommerciel erfaring og har derudover konkrete erfaringer med corporate venture og som business angel. Med sin store indsigt i tech og innovation, og den rejse startups skal på for at lykkes, vil hun kunne bidrage med vigtige indsigter for at vi til stadighed kan sikre vækstrammer for videnstunge vækstkometer i INCUBA,” siger adm. direktør Mai Louise Agerskov.

”Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at jeg træder ind i INCUBAs bestyrelse. INCUBA har i de senere år positioneret sig som et af de førende nordeuropæiske innovationsknudepunkter - med mere end 200 startups, scaleups og innovative virksomheder under flere tage, som er placeret tæt på højt specialiserede forskningscentre på tværs af Aarhus – fra IT/tech over cleantech til healthtech. Dynamikken og samspillet mellem videnskab, forskning, erhvervsliv og strålende unge talenter er et af INCUBAs stærkeste strategiske aktiver.
Født, opvokset og delvist uddannet i Aarhus, banker mit tech-hjerte stadig passioneret for Aarhus - på trods af, at jeg har boet det meste af min karriere uden for Danmark. Det er denne tilknytning til Aarhus kombineret med min erfaring fra tech og et stærkt internationalt netværk, som jeg vil bringe til bordet hos INCUBA. Jeg ser frem til samarbejdet i bestyrelsen - og til yderligere at løfte INCUBAs gennemslagskraft i og uden for Danmark,” siger Line Christa Amanda Sørensen.

Line Christa Amanda Sørensen har en baggrund inden for historie og datalogi og har taget en MBA på Henley Business School. Hun bor i Schweiz, hvor hun har daglig base på Triforks kontor sammen med resten af direktionen og founder, Jørn Larsen.


Den samlede bestyrelse i INCUBA A/S udgøres af:

  • Direktør Peter Kjær, Schou & Co. (bestyrelsesformand)
  • Koncerndirektør Michael Stevns, Danish Agro
  • Adm. direktør Jørgen Lang, Aarhus Universitets Forskningsfond
  • Direktør Thomas Riisgaard, DIREC - Digital Research Centre Denmark
  • Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen, Aarhus Universitet
  • Universitetsdirektør Arnold Boon, Aarhus Universitet
  • CCO Line Christa Amanda Sørensen, Trifork

Dato:
16. maj 2022

Del dette