Torsdag den 22. september 2022 var derfor et historisk øjeblik, da INCUBA satte handling bag ordene og lagde grundstenen til INCUBA Next-tilbygningen. Administrerende direktør Mai Louise Agerskov glæder sig over, at projektet er nået til denne vigtige milepæl:
»Visionen med INCUBA Next er at skabe de ideelle rammer for de tech-talenter, som fremtidens vækstkometer er fuldstændig afhængige af. Med det her projekt tager vi højde for fremtidens krav til arbejdspladsen som et sted, der både understøtter netværk og innovation, men som også er en oplevelse i sig selv og giver mulighed for effektivitet og convenience i hverdagen«, udtaler Mai Louise Agerskov.
I forbindelse med grundstensnedlæggelsen blev der støbt en cylinder under én af bygningens bærende søjler. Cylinderen indeholder effekter fra bl.a. to INCUBA-virksomheder. Den unge, men meget lovende virksomhed, Siana, repræsenterer gruppen af startups, mens Partisia repræsenterer en scaleup-virksomhed i rivende udvikling, som nu har brug for mere plads.
Netop Partisia har som den første virksomhed sat sin underskrift på et domicil i INCUBA Next. For CTO Peter Frandsen er miljøet i INCUBA og nærheden til Aarhus Universitet altafgørende for Partisia: »Det er vigtigt for os i fremtiden at have ét samlet kontorfællesskab, hvor vi kan mødes og udveksle idéer. Det skal vi gøre et sted, der ligger rigtig tæt på Aarhus Universitets IT-miljø på Katrinebjerg, hvor vi har et tæt samarbejde med rigtig mange forskere«, siger han.
I cylinderen blev der tilføjet de første arkitekttegninger og den første modelbygning af INCUBA Next, mursten fra Aarhus Universitets Forskningsfond, seneste nyhedsbrev fra INCUBA og en liste over alle INCUBA-virksomheder anno 2022.
Designansvarlig partner med ansvar for den arkitektoniske kvalitet i projektet, Martin Krogh fra Adept, ser byggeriet af INCUBA Next som et fantastisk eksempel på, hvordan samarbejde på tværs af fag skaber resultater:
”De genstande, som blev lagt i grundstenskapslen, viser meget godt, hvordan de vidt forskellige aktører i projektet bidrager med forskellige perspektiver på, hvordan vi kan lære af hinanden og bogstaveligt talt bygge på hinandens erfaring. Det passer utroligt godt sammen med at skulle realisere et byggeri i fællesskab, som er skabt til at danne rammen om mere innovation igennem samarbejde,” siger Martin Krogh, partner i ADEPT.
Effekter i INCUBA Next-cylinder