Go Go Garden har startet vækstrejse hos INCUBA StartupLab

Den digitale arbejdsplatform for havearbejde Go Go Garden har påbegyndt en solid vækstrejse hos INCUBA StartupLab, som tilbyder de ideelle rammer og et stærkt netværk for startup-virksomheden.

Go Go Garden er en arbejdsplatform, der formidler haveservice mellem private haveejere og lokale havemænd i hele Danmark. Virksomheden etablerer aftaler om hjælp til enkeltstående haveopgaver, ligesom længerevarende services også er en mulighed. Som startup-virksomhed har Go Go Garden fået base hos INCUBA StartupLab, der giver gode betingelser for mindre, vækstparate virksomheder.

- Som nystartet virksomhed er StartupLab virkelig fedt, fordi man lejer sig ind hos INCUBA til ekstremt favorable priser, hvor man har adgang til et møbleret kontor. Det er meget praktisk, når man som virksomhed fortsat befinder sig på det indledende stadie og ikke nødvendigvis har en større økonomi til at indrette et fedt kontor endnu, siger Emil Rais, founder i Go Go Garden.

Da Go Go Garden fik kontor hos INCUBA StartupLab, blev de samtidig en del af et community bestående af startups, scaleups og mere etablerede virksomheder samt en række mentorer, investorer og øvrige aktører fra økosystemet. Den nære adgang til netværk og rådgivning har ifølge virksomheden været et vigtigt bidrag til Go Go Gardens vækstrejse i de første af virksomhedens leveår.

- Vi har gjort meget brug af mentorordningen, der er hos INCUBA. Der er flere mentorer her i huset, som kvit og frit stiller deres rådgivning til rådighed. Vi brugte særligt mentorordningen i vores opstartsfase i 2020, da vi var en smule usikre på, hvilken vej vi skulle gå i virksomheden – om vi skulle fokusere på B2B eller B2C. Vi snakkede med mentorer, der var skarpe inden for netop dét felt, og på baggrund af rådgivning og udførte tests i samarbejde med mentorerne valgte vi at gå B2C-vejen. På den måde har mentorordningen vist sig som værende vigtig for vores virksomheds rejse indtil nu, siger Emil Rais.

Go Go Garden er i øjeblikket 5 ansatte, men forventer at skulle ansætte yderligere de kommende måneder og år.



Læs mere om Go Go Garden

Dato:
4. april 2022

Del dette